Den 12. august 2012 gennemførte jeg Challenge Copenhagen - en fuld-distance ironman på 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,195 km løb - på 10 timer, 29 minutter og 2 sekunder.
Det var en helt fantastisk dag, hvor jeg fik masser af opbakning af mit helt eget personlige heppekor. Nu fortsætter drømmen om flere triathlon-eventyr...

søndag den 10. juni 2012

Herning Triathlon - Løbsberetning

I dag blev Herning Triathlon afholdt, og som om det ikke har været tilstrækkelig ringe vejr til Brande Triathlon og Holstebro Triathlon, toppede Herning lige begge stævner med en masse vand og lidt vind. Det forhindrede dog hverken min fætter Thomas eller mig i at stille op, og det var da heller ikke så slemt, da vi først kom i gang.

Svømningen på 650 meter foregik i et udendørs 50 meter bassin med våddragt, og som sædvanlig var det en fornøjelse at svømme i våddragten, hvor jeg slipper for at fægte med benene for at holde dem oppe. Faktisk endte jeg i den bedste halvdel under svømningen og blev sågar nr. 2 ud af 5 i min svømmebane, så det var total optur. Det var et specielt tidtagnings-system, som de havde valgt i Herning. En papirlap med indbygget chip skulle sættes i snørebåndet på den ene sko, og så skulle man have sin sko med til svømmestart og med fra bassinet til skiftezonen under første skifte. Det gjorde det ikke ligefrem nemmere at få våddragten af, at man skulle løbe med sin sko, og selvfølgelig lykkedes det også fænomenet triHenning at fange mig på kamera, mens jeg baksede med at få våddragten af.

Det lykkedes dog i sidste ende, og så kunne de nye hjul på cyklen blive testet på de våde veje. Ruten var en ud-hjem rute på 30 km, heldigvis uden særlig mange sving. Efter at have overhalet en stribe på den første halvdel, kom jeg til at cykle hele hjemturen alene uden at kunne se nogen foran mig - lidt irriterende ikke at have nogen at stile efter, men så kunne jeg jo bare have kørt noget hurtigere... Jeg kørte 36 km/t i gennemsnit, så formen går den rigtige vej - nu skal jeg bare formå at holde den speed over nogle længere distancer.

Andet skift gik smertefrit og uden styrt denne gang. Jeg har trænet i at stå af cyklen - ja det er faktisk ikke så nemt, når pulsen banker, og det gerne må gå lidt tjept - men det gik da i hvert fald bedre end i Holstebro. Som sædvanlig skal benene lige vænne sig til at løbe i stedet for at cykle, og denne gang var maven heller ikke med mig i starten af løbeturen. Ved ikke om det er den super-slim tri-top i størrelse small, der presser mine organer, eller om maven bare ikke gad mere. I hvert fald gik jeg stort set i stå mellem 1. og 2. km, men heldigvis kom jeg i gang igen og endte med at løbe de 7 km på 30:38.

Samlet set blev tiden 1:35:07, hvilket rakte til en placering som nr. 21 ud af 94. Det var samtidig over 7 minutter hurtigere end i Holstebro for en måned siden, selvom jeg løb 2 minutter bedre dengang...

Thomas bliver ved med at imponere. I dag blev han nr. 11 i tiden 1:28:06 - så der er ikke så langt til toppen for ham. Han har også vundet 3 løb på det seneste, så han er ikke til at pille ned i øjeblikket - thumbs up!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Træning




Træningsprogram




Konkurrencer