Den 12. august 2012 gennemførte jeg Challenge Copenhagen - en fuld-distance ironman på 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,195 km løb - på 10 timer, 29 minutter og 2 sekunder.
Det var en helt fantastisk dag, hvor jeg fik masser af opbakning af mit helt eget personlige heppekor. Nu fortsætter drømmen om flere triathlon-eventyr...

torsdag den 23. februar 2012

Cykelprojekt 4½: Argon 18 E-118 billeder

Så er der en masse billeder af min nye tri-cykel - stadig uden "de rigtige" hjul.

Klik på billederne for at se dem i større format og bladre mellem dem.

søndag den 19. februar 2012

Cykelprojekt 4: Argon 18 E-118

Endelig... efter at have ventet over to måneder har jeg nu fået min nye cykel. En Argon 18 E-118, som er en af de bedste tri-cykler på markedet i øjeblikket, når det kommer til komfort og aerodynamik. Samtidig er det en af de flotteste, hvis man spørger mig. Flere detaljer om cyklen kan findes på Argon 18's hjemmeside.

Hjulene er desværre ikke kommet endnu, da det er de nye 2012 modeller fra HED. De kommer formentlig i begyndelsen af marts, og indtil da må man forestille sig dem på cyklen.
HED. Jet 69 Flamme Rouge 2012
En stor tak til Christian Siebert fra Speedzoneshop.com, som har bygget cyklen og bidraget med anbefalinger og erfaringer i beslutningsprocessen.

Flere billeder af vidunderet kommer senere...

søndag den 12. februar 2012

Et halvt år til Challenge Copenhagen

I dag er der præcis et halvt år, 6 måneder, 182 dage, 4368 timer til mit store mål - Challenge Copenhagen 2012. Dagen sniger sig nærmere og nærmere. Status her midt i februar er, at jeg stadig er fast fokuseret og motiveret på at komme igennem udfordringen. Det er svært at nå at træne nok indenfor alle discipliner, men nu går vi lysere tider i møde, så det skal nok lykkes mig at blive klar.

I weekenden har jeg været et smut i Skive ved mine forældre. Samtidig kunne jeg benytte lejligheden til at svømmetræne i Skive Badelands 50 meter bassin. Jeg har svømmetrænet meget på det seneste, og det er stadig min store akilleshæl, men det er begyndt at gå lidt fremad igen - små forbedringer, men dog forbedringer som giver selvtilliden et boost. Jeg er nu oppe at svømme 500 meter crawl uden pause, dog med Zoomers - de små svømmefødder, der hjælper med at holde underkroppen oppe. Så mangler jeg bare 3.300 meter og så at smide svømmefødderne... Min fætter Thomas, som også skal med til Fuerteventura i april, dukkede op og trænede med. Et fint træningspas, hvor det blev til 2.500 meter - det længste jeg nogensinde har svømmet. Det er lige en tand hårdere at svømme i et 50 meter bassin end i det sædvanlige 25 meter bassin, men det lykkedes nogenlunde at slappe af i vandet, hvilket er altafgørende, hvis ikke man skal gå død efter 75 meter.

De halvanden times svømning blev krydret med en efterfølgende løbetur. Skive AM havde arrangeret halvmarathon i Sparbank Arena - en 200 meter indendørs løbebane, som skulle forceres 105,5 runder! Vi var dog ikke deltagere, men blot nede for at heppe på en af vores venner, Morten Laustsen, som endte med at sætte personlig rekord på 1:25:52 og blev nr. 3 til stævnet - sådan Morten! For et par uger siden havde jeg egentlig også planer om at stille op til halvmarathonet, men min elendige sidste uge på træningsfronten satte en stopper for den plan. Løbeturen i går var derfor også første løbetur i lang tid, men jeg kunne stadig mærke mit trykkede ribben fra cykelstyrtet i sidste uge, så jeg var glad for, at jeg ikke stillede op.

Men ellers går det godt. Jeg er kommet op i gear igen efter sidste uges stilstand på træningsfronten, og gejsten er kommet tilbage. Samtidig er alkoholen stillet på hylden det næste halve års tid, så der er ingen undskyldninger for ikke at gi' den en skalle og vise, at jeg kan gennemføre projektet! Og så er der jo lige cykelprojektet, som efterhånden har trukket i langdrag på grund af en dum krankboks, men det bliver forhåbentlig snart afsluttet. Jeg lover, at komme med en update snarest.

lørdag den 4. februar 2012

Forkølelse og styrt

Ugen efter skiferien har langt fra været perfekt på træningsfronten. Jeg kunne godt mærke, at der var ved at komme lidt snot i hovedet i slutningen af sidste uge, men det plejer mit immunforsvar at tage sig af. Jeg tog da også til svømning i mandags, hvilket var en hård time efter halvanden uges pause. Planen var derfor også at tage afsted igen tirsdag, men der havde forkølelsen fået overtaget med deraf mangel på energi. Jeg krydsede fingre for, at jeg kunne komme afsted onsdag i stedet, men den skulle vise sig at blive endnu værre.

På vej hjem fra arbejde skulle jeg lige handle lidt ind. Vejene var ryddet efter snefaldet, og der var tørre veje... Undtagen lige i et enkelt sving, hvor jeg kom med pæn fart på. Det er længe siden, jeg har haft sådan et styrt. Fuldstændig uventet forsvandt cyklen under mig - den skete der dog heldigvis ikke noget med. Til gengæld fik jeg en pæn hudafskrabning på knæet på trods af cowboybukser og et par overtræksbukser, og hoften fik et stort blåt mærke. Jeg fik dog handlet ind og kunne trille hjemad.

Men onsdagen var ikke færdig endnu. Da jeg kom hjem skulle jeg have min cykel i kælderen, hvor den kan overnatte indendørs. På andet trappetrin gik det så galt igen. Med cyklen på skulderen smuttede foden, og jeg måtte for anden gang på en time tage fra med hoften, mens sadlen gav min kæbe en ordentlig omgang. En rigtig Tycho Brahe's dag - hudafskrabning og blå mærker samt en tiltagende forkølelse.

I dag er det så lørdag, og seneste træningspas var i mandags! Langt fra optimalt, men kroppen har været drænet for energi de seneste dage. Om lidt vil jeg dog rulle en tur på cykel-hjemmetræneren, og så håber jeg, at jeg i næste uge er tilbage på sporet.

Træning




Træningsprogram




Konkurrencer