Ufrivillig træningspause

Ja, det skulle være mærkeligt, om jeg kunne gå gennem hele foråret og sommeren uden uheld...

I går var planen at cykle en times tid og springe direkte i løbeskoene til 10 minutters let løb. Jeg cyklede afsted sammen med min ven Philip i det glimrende vejr. Vi cyklede ned til Aarhus Havn og ville tage kyststien nordpå, men der gik ikke mange minutter før uheldet skete.

Vi cyklede side om side på cykelstien, vejen var snor-lige, men pludselig mistede Philip balancen og fik lænet sig mod højre, hvor jeg kørte. På en normal vej ville jeg kunne køre ud i rabatten, men på cykelstien var der et ca. 1,3 m højt hegn på min højre side. Derfor var der ikke meget, jeg kunne gøre, og jeg endte med at blive klemt op mod hegnet, så min trøje blev flået i stykker. Det lykkedes at få hold på cyklerne, og umiddelbart så jeg ud til at være sluppet billigt med et par hudafskrabninger på højre side af maven. Der var ikke plads til at vælte, så mine ben kom ingenting til. Til gengæld kunne vi se en rød plamage brede sig på cykeltrøjens højre ærme...

Hegnet var et galvaniseret jern-hegn med nogle 6-8 mm stænger, og for at sikre sig, at folk ikke hoppede over det, stak stængerne 3-4 cm op i luften. Det viste sig, at en af stængerne havde boret sig ind i min overarm, da jeg i min iver for at få hold på cyklen havde fået armen over hegnet. Philip plantede solidt sin finger i såret, jeg stak armen i vejret, og så stod vi ellers der...

Heldigvis var en anden af vennerne, Tonny, lige i nærheden, så han kunne hente mig og køre mig på skadestuen. På vej til skadestuen ringede Tonny til vagtlægen, men på grund af dårlig mobilforbindelse lykkedes det kun at få brudstykker af uheldet med, inden forbindelsen blev afbrudt. Se hvordan henvisningen  blev formuleret af vagtlægen på billedet nedenfor.

På skadestuen fik jeg en klud på såret, og cykeltrøjen kunne foldes ned over kluden, så jeg kunne sænke armen igen. Der har formentlig siddet noget adrenalin i kroppen, for lige efter jeg havde sænket armen, flimrede det for øjnene, jeg blev krid-hvid i hovedet, og sveden piblede på panden. En af sygeplejerskerne fandt en seng, som jeg kunne ligge på, og så blev jeg ellers passet og plejet med tæppe, hovedpude og et par panodiler. Jeg var nummer 2 i køen, men det var åbenbart en populær dag at besøge skadestuen, og så var jeg pludselig nummer 6 i stedet.

Der gik omkring 3 timer inden jeg kom til, så sårene kunne renses, og jeg kunne blive syet med 2 sting i overarmen. Philip og Tonny morede sig vældigt, da sygeplejersken bad mig spænde musklen, men det var nu alligevel rart at have selskab af dem under hele opholdet - så var der også nogen til at forevige oplevelsen med nogle billeder...

Armen samt ringe- og lillefingeren har været rimelig øm i dag. Jeg skal have pillet stingene ud om 7-10 dage, så der er i hvert fald ingen svømning foreløbig. Nu må vi se, hvornår cyklen og løbeskoene skal i brug igen, men heldigvis er der ingen store stævner foreløbig. Appropos cyklen, så var det Giant raceren, der var i brug, men den fik kun et par enkelte ridser på højre bremsegreb, så alt i alt er jeg sluppet billigt.

Sådan kan det gå. No hard feelings, Philip - det kan ske for selv den bedste.