Den 12. august 2012 gennemførte jeg Challenge Copenhagen - en fuld-distance ironman på 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,195 km løb - på 10 timer, 29 minutter og 2 sekunder.
Det var en helt fantastisk dag, hvor jeg fik masser af opbakning af mit helt eget personlige heppekor. Nu fortsætter drømmen om flere triathlon-eventyr...

lørdag den 4. februar 2012

Forkølelse og styrt

Ugen efter skiferien har langt fra været perfekt på træningsfronten. Jeg kunne godt mærke, at der var ved at komme lidt snot i hovedet i slutningen af sidste uge, men det plejer mit immunforsvar at tage sig af. Jeg tog da også til svømning i mandags, hvilket var en hård time efter halvanden uges pause. Planen var derfor også at tage afsted igen tirsdag, men der havde forkølelsen fået overtaget med deraf mangel på energi. Jeg krydsede fingre for, at jeg kunne komme afsted onsdag i stedet, men den skulle vise sig at blive endnu værre.

På vej hjem fra arbejde skulle jeg lige handle lidt ind. Vejene var ryddet efter snefaldet, og der var tørre veje... Undtagen lige i et enkelt sving, hvor jeg kom med pæn fart på. Det er længe siden, jeg har haft sådan et styrt. Fuldstændig uventet forsvandt cyklen under mig - den skete der dog heldigvis ikke noget med. Til gengæld fik jeg en pæn hudafskrabning på knæet på trods af cowboybukser og et par overtræksbukser, og hoften fik et stort blåt mærke. Jeg fik dog handlet ind og kunne trille hjemad.

Men onsdagen var ikke færdig endnu. Da jeg kom hjem skulle jeg have min cykel i kælderen, hvor den kan overnatte indendørs. På andet trappetrin gik det så galt igen. Med cyklen på skulderen smuttede foden, og jeg måtte for anden gang på en time tage fra med hoften, mens sadlen gav min kæbe en ordentlig omgang. En rigtig Tycho Brahe's dag - hudafskrabning og blå mærker samt en tiltagende forkølelse.

I dag er det så lørdag, og seneste træningspas var i mandags! Langt fra optimalt, men kroppen har været drænet for energi de seneste dage. Om lidt vil jeg dog rulle en tur på cykel-hjemmetræneren, og så håber jeg, at jeg i næste uge er tilbage på sporet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Træning




Træningsprogram




Konkurrencer