Nå, tilbage til København og Challenge Copenhagen. Jeg hoppede på cyklen efter præcis 1½ time til 180 km i det Nordsjællandske landskab. Pulsen lå helt perfekt på 152 bpm fra start, og kroppen fandt hurtigt ind i en god rytme. Jeg havde besluttet at forsøge at køre med en gennemsnitspuls på 155 bpm, hvilket jeg tidligere har gjort med succes ved kortere tri-stævner. Det rullede rigtig godt med 35-36 km/t, og pulsen blev, hvor den skulle. Den højeste puls på hele cykelturen kom faktisk efter 16 km, hvor jeg kørte forbi mit fantastiske heppekor - det var et stort øjeblik, og der bankede hjertet lige 10-15 slag ekstra pr. minut.
Min ernæringsstrategi blev holdt rimelig fornuftigt. Jeg havde dog lidt problemer med at drikke 750 ml energidrik i timen, så jeg endte med kun at drikke fire flasker i stedet for de fem flasker, jeg havde regnet med. Jeg havde puttet en salt-tablet i de tre 750 ml flasker, som jeg havde med på cyklen, og det gør det til en rimelig stærk drik. Jeg tog en flaske i væskedepotet efter 50 km, som jeg i første omgang troede var rent vand, men det var en tyndt koncentreret energidrik, hvilket var en udmærket kombination med min stærke energidrik. Jeg tog en gel efter en time på cyklen og en halv energibar efter to timer. Efter tre timer begyndte benene at syre lidt til. Jeg havde en lang periode kørt og skiftet lidt med en stafet-cykelrytter, som kørte et fint stabilt tempo, men ham måtte jeg slippe efter 110 km, og i stedet måtte jeg sætte mig op i sadlen i 5-10 km for at spise den anden halvdel af energibaren og få styr på kroppen igen. Min storebror knipsede et par videoer efter henholdsvis 40 og 66 km, og på det sidste kan man se ham jeg "lå på hjul af". Bare rolig - 10-meter reglen blev overholdt - en regel, der går ud på, at der skal være mindst 10 meter fra forhjul til forhjul, så man ikke får fordel af at ligge på hjul af hinanden.
Efter min krise ved 110 km besluttede jeg mig for at sænke min gennemsnitspuls to slag til 153 bpm, og det viste sig at være en god strategi. Jeg fandt ind i en fin rytme igen, og i Lyngby efter ca. 165 km overhalede jeg stafet-cykelrytteren igen. I Lyngby kører man gennem gågaden, som er belagt med brosten, og her vælger mange at køre stille og roligt igennem, mens jeg i stedet bruger cykel-klassiker-eksperten Tom Boonen's strategi. Fuld hammer over brostenene - så man slipper for at køre ned i hvert eneste hul, men i stedet "svæver" hen over stenene, og på den måde er man jo heller ikke så lang tid på brostenene... De integrerede kabler i min ramme larmede til gengæld helt vildt på brostenene, så de formentlig har skræmt det meste af Lyngbys befolkning væk.
Min dejlige Argon 18 E-118 cykel gjorde ellers et fremragende stykke arbejde på dagen. Det eneste problem opstod efter ca. 75 km, hvor det var som om gearkablet til bagskifteren gav sig en smule, hvilket betød at jeg på de resterede 105 km ikke skiftede så meget, da ikke alle gear kørte lige godt. Men jeg undgik at komme af cyklen i de 5 timer 9 minutter og 30 sekunder, som jeg brugte på de 180 km, hvilket svarer til en gennemsnitsfart på knap 35 km/t. Meget tilfredsstillende!Jeg drak ikke på de sidste 10 km, da det kan komme til at skvulpe i maven på løbet, og de sidste fem kilometer inden skiftezonen rullede jeg i nogle lette gear, så kroppen blev gjort klar til det afsluttende maraton-løb. I skiftezonen står der hjælpere til at tage cyklen, og de havde desuden fundet min skiftepose frem, hvilket jeg i første omgang ikke lige havde fattet. Jeg nåede heldigvis ikke så langt, inden jeg fik vendt mig om, snuppet posen og skiftet cykelskoene ud med løbeskoene.
Klar til 42,2 km løb, som viste sig at blive en hård omgang...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar