Løbsberetning 1: Challenge Copenhagen

Sikke en fremragende dag! Alt gik op i en højere enhed, og jeg nåede endda mit uofficielle mål på 10½ time - helt præcist 10:29:02. Jeg havde for nemheds skyld satset på 1½ times svømning + 5½ times cykling + 3½ times løb, og det viste sig ikke at være helt ved siden af. Efter en fremragende svømning, hvor jeg for første gang lærte at bruge mine ben, hoppede jeg på cyklen efter præcis 1½ time. Cyklingen gik (som håbet) 20 minutter hurtigere end beregnet, mens marathonløbet trak tænder ud fra start til mål og blev tilsvarende 20 minutter langsommere end jeg havde håbet på. Jeg er meget, meget tilfreds med min præstation - det kunne jeg ikke have gjort bedre. I de kommende blogindlæg vil der komme mange flere detaljer om hver enkelt disciplin, men dette indlæg kommer til at handle om det, der gjorde min dag helt speciel.

Tjek lige ovenstående billede - jeg bliver stadig helt rørt af at se det. Det er mit fantastiske support crew, som for de flestes vedkommende var kommet langvejs fra for at heppe på mig. Med special-fremstillede t-shirts og et banner, der på det meste af løbeturen prydede Knippelsbro, fik jeg al den opbakning, jeg kunne håbe på. Jeg anede ikke, hvad de havde forberedt - de sagde blot, at jeg nok skulle se dem... Og det gjorde jeg! Det er helt specielt at løbe forbi en kæmpe flok, som skriger og skråler mit navn - det giver ekstra gejst og et smil på læben, og selv de øvrige tilskuere må have fået sig en oplevelse uden lige.

Ud over de rød-trøjede supportere var mine forældre, storebror og fætter også draget fra Jylland for at heppe forskellige steder på cykelruten og løberuten. Dejligt at have dem ved min side under og efter strabadserne. Storebror Torben fik knipset en masse video og billeder, mens fætter Thomas fulgte detaljeret med i tiderne, og blandt andet råbte, at jeg lå til en sluttid på 10:30:20 inden den sidste omgang på løbet. Så var det godt, at der stadig var en lille smule tilbage i benene...

Desuden var der opbakning fra en masse Aarhus 1900 Triathlon folk og sågar prof-triatleten og über-bikeren Martin Jensen, som kom med gode råd på løberuten om energiindtag og nedkøling i det fremragende men meget varme vejr.

Kroppen har selvfølgelig været godt og grundig smadret efter racet, men jeg har en fornemmelse af, at den er i bedring. Der var et par vabler under fødderne, men dem mærker jeg ikke mere til. Hovedet og halsen har også været ramt, og så har mine ben ikke været særlig begejstrede for trapper indtil videre. Til gengæld kan jeg afsløre, at man sover rigtig godt efter sådan et race.

Det var en fantastisk dag i søndags, som jeg aldrig glemmer. Tak til alle, der gjorde dagen helt speciel for mig.