Så er jeg nået til København og har slået lejr på Camping Charlottenlund Fort. Det har været en fin dag, hvor alt er gået efter planen. Formiddagen gik med at læsse bilen - godt at jeg har lånt min fars kassevogn, ellers havde jeg vist ikke plads til det hele. Eftermiddagen blev brugt på motorvejen, og så er campingvognen og forteltet blevet rigget til i aften. Så gik der endnu en dag, og vi kom en dag tættere på Challenge Copenhagen...
I morgen vil jeg rundt og udforske nærområdet samt ud på en lille 25-30 km cykeltur. Egentlig er der også svømning på programmet, men det udskyder jeg formentlig til onsdag, hvor vejret ser en smule bedre ud end i morgen. Desuden skipper jeg løbetræningen denne uge for ikke at rende ind i en skade lige inden Challenge Copenhagen. Jeg mærker ikke mere til min venstre akillessene, som jeg gjorde for en uges tid siden, men der er ingen grund til at udfordre skæbnen.
Det trådløse netværk på pladsen er tvivlsomt, men så er det godt, at smartphone'en er opfundet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar