Den 12. august 2012 gennemførte jeg Challenge Copenhagen - en fuld-distance ironman på 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,195 km løb - på 10 timer, 29 minutter og 2 sekunder.
Det var en helt fantastisk dag, hvor jeg fik masser af opbakning af mit helt eget personlige heppekor. Nu fortsætter drømmen om flere triathlon-eventyr...

lørdag den 28. juli 2012

Limning af våddragt

I onsdags var jeg i Herning ved min fætter, hvor vi svømmede 3.000 meter i det udendørs 50 meter bassin med våddragt. Vi lagde ud med 500 meter, hvorefter vi svømmede en "trappe-serie" på 100 meter, 2, 3, 4, 500 meter, 4, 3, 2 og 100 meter, hvilket alt i alt giver 3.000 meter. Det gik over al forventning, og jeg fik overstået strabadserne på 53:21, hvilket er markant hurtigere, end jeg plejer.

Våddragten er en glimrende opfindelse, og hvis jeg bare kunne få lov til at svømme i et bassin i København med en streg i bunden, som man kan navigere efter, ville det være super duper. I dag kom jeg dog ned på jorden igen, da jeg var ude at svømme med Aarhus 1900 Triathlon i Aarhus Bugt uden streger på bunden. Der var en del strøm, så vejrtrækningen til tider var lidt udfordrende. Min svømning er dog blevet markant bedre det seneste års tid, så jeg ikke længere er så skræmt over lidt bølger.

Nå, men tilbage til det, som blog-indlægget skulle handle om. Efter onsdagens svømning i Herning prøvede min fætter min våddragt, så den blev godt spilet ud - han spiser jo en del mere kage end mig :-). Spøg til side - det er vist primært ekstra muskler, der sidder på hans krop, og det vil ikke undre mig, hvis han snart ender på podiet til et tri- eller duathlon-stævne. På det venstre bagben af min våddragt dukkede der tre rifter op med ca. samme snit og samme afstand. Om jeg har været i nærkontakt med et banetov, eller hvad der er sket, ved jeg ikke.


Heldigvis er dragten rimelig tyk i benene, så snittene var ikke gået igennem den. Torsdag fik jeg fat i noget neopren-lim, så jeg kunne få udbedret skaderne. Det er en kontaktlim - min variant er en sort udgave i tube, hvor der også medfølger en pensel til at fordele limen. Jeg var spændt på, hvor let processen ville være, men det viste sig at være nemt. Snittene var rene og regulære, og ved at fastspænde dragten til en bordkant kunne jeg få åbnet snittene, så det var let at smøre limen på begge flader. Limen skulle tørre 2-3 minutter, hvorefter fladerne blev presset sammen igen. Voila - næsten som ny - et styk Nineteen Frequency våddragt! Snittene er stort set usynlige, og de klarede også dagens test i Aarhus Bugt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Træning




Træningsprogram




Konkurrencer