Cykelruten består af to runder på en 77 km rundstrækning i Nordsjælland plus 13 km ind og ud af København. Rundstrækningen er rimelig regulær - op ad Strandvejen i en lang lige strækning til Humlebæk, på tværs næsten helt til Hillerød, hvorefter ruten går sydpå, fra Lillerød i en lige strækning til Lyngby og Hellerup. Og så snupper man bare lige en runde mere...
Der er nogle få pukler på ruten, blandt andet Geels Bakke, som de professionelle cykelryttere skulle over en del gange ved sidste års VM i Danmark. På min tur om lørdagen blev jeg overhalet op ad en af puklerne, da en anden triatlet kom susende forbi... Det viste sig dog (heldigvis), at han lavede intervaltræning på bakkerne, så han slappede af på toppen. Det var Mikael Stær Nathan, som jeg fik en fin sludder med fra Lillerød til Hellerup. Han er en del af HF Triathlon (HF = Helle Frederiksen, dansk OL-triatlet) og trænes af hendes mand, Ben Powell, som er tidligere deltager ved VM på Hawaii og manden bag det nye triathlon-magasin i Danmark, Triatleten. Mikael er ikke en hvilken-som-helst triatlet, idet han vandt Challenge Aarhus i sin aldersgruppe (25-29) for en måneds tid siden og blev 13'er over-all - respekt! Til sammenligning var jeg næsten en time langsommere den dag...
Søndag var jeg forbi Amager Strandpark, hvor svømmeruten til Challenge Copenhagen er placeret. På trods af at ruten foregår i Østersøen, er vandet relativt roligt, da ruten foregår i lagunen mellem fastlandet og den kunstige ø, som danner rammen om Amager Strandpark - godt for en urutineret svømmer som mig.
Kilde: TriathlonHeroes.dk |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar