To uger til Challenge Copenhagen 2012

Det nærmer sig med hastige skridt - Challenge Copenhagen 2012. Træningen går stadig helt efter planen, og jeg er fortrøstningsfuld ved snart at skulle til København og gi' den max gas. I dag blev det til 90 km cykling efterfulgt af 12 km løb, hvilket gik ganske fint. Jeg håber dog, at vejret den 12. august er lidt bedre end i dag - jeg måtte i hvert fald i gang med den helt store hovedrengøring af både cykel, tøj og krop, da jeg kom hjem.

Denne uge har budt på 14 timers træning, mens de kommende to uger "kun" byder på omkring 11 og 4 timers træning, så nedtrapningen er hermed begyndt. Nåe ja, den sidste uge bliver jo lige krydret med 10-12 timers konkurrence...

Allerede om en uges tid drager jeg mod København for at lade op til strabadserne og vænne mig til klimaet over there :-). Alt er ved at være klar (tror jeg nok). Jeg glæder mig til at komme derover - både til selve dagen, men samtidig også til det hele er overstået. Selvom jeg på ingen måde træner så meget som de bedste, synes jeg alligevel, at ironman-træningen har udgjort en stor del af mit liv det seneste års tid. Der har selvfølgelig været op- og nedture, men alt i alt har jeg været godt tilfreds med forløbet. På opfordring fra Jens Lund - en af mine trofaste læsere på bloggen - vil jeg i et kommende blog-indlæg samle op på, hvad jeg egentlig har lavet det seneste års tid. Det er jeg også selv spændt på at se resultatet af.

Limning af våddragt

I onsdags var jeg i Herning ved min fætter, hvor vi svømmede 3.000 meter i det udendørs 50 meter bassin med våddragt. Vi lagde ud med 500 meter, hvorefter vi svømmede en "trappe-serie" på 100 meter, 2, 3, 4, 500 meter, 4, 3, 2 og 100 meter, hvilket alt i alt giver 3.000 meter. Det gik over al forventning, og jeg fik overstået strabadserne på 53:21, hvilket er markant hurtigere, end jeg plejer.

Våddragten er en glimrende opfindelse, og hvis jeg bare kunne få lov til at svømme i et bassin i København med en streg i bunden, som man kan navigere efter, ville det være super duper. I dag kom jeg dog ned på jorden igen, da jeg var ude at svømme med Aarhus 1900 Triathlon i Aarhus Bugt uden streger på bunden. Der var en del strøm, så vejrtrækningen til tider var lidt udfordrende. Min svømning er dog blevet markant bedre det seneste års tid, så jeg ikke længere er så skræmt over lidt bølger.

Nå, men tilbage til det, som blog-indlægget skulle handle om. Efter onsdagens svømning i Herning prøvede min fætter min våddragt, så den blev godt spilet ud - han spiser jo en del mere kage end mig :-). Spøg til side - det er vist primært ekstra muskler, der sidder på hans krop, og det vil ikke undre mig, hvis han snart ender på podiet til et tri- eller duathlon-stævne. På det venstre bagben af min våddragt dukkede der tre rifter op med ca. samme snit og samme afstand. Om jeg har været i nærkontakt med et banetov, eller hvad der er sket, ved jeg ikke.

Heldigvis er dragten rimelig tyk i benene, så snittene var ikke gået igennem den. Torsdag fik jeg fat i noget neopren-lim, så jeg kunne få udbedret skaderne. Det er en kontaktlim - min variant er en sort udgave i tube, hvor der også medfølger en pensel til at fordele limen. Jeg var spændt på, hvor let processen ville være, men det viste sig at være nemt. Snittene var rene og regulære, og ved at fastspænde dragten til en bordkant kunne jeg få åbnet snittene, så det var let at smøre limen på begge flader. Limen skulle tørre 2-3 minutter, hvorefter fladerne blev presset sammen igen. Voila - næsten som ny - et styk Nineteen Frequency våddragt! Snittene er stort set usynlige, og de klarede også dagens test i Aarhus Bugt.

Rudy Project Wingspan

Man har et standpunkt til man tager et nyt... Jeg havde egentlig besluttet at køre Challenge Copenhagen med min almindelige Giro Monza hjelm, men efter at have læst tilpas mange artikler, kommentarer og forslag til, hvordan man kan forbedre sit race mest muligt, blev jeg nødt til at ændre mening.

For eksempel har Nicolai Norrid skrevet en artikel med fire tips til, hvordan man forbedrer sin præstation til Challenge Copenhagen. Nicolai er til daglig coach og bikefitter, så han mener selvfølgelig, at den bedste måde at forbedre sin aerodynamik er ved at få foretaget et bikefit, mens det næst-bedste er at anskaffe sig en aero-hjelm. Det er bedre og billigere end at anskaffe det fineste cykel-grej og aero-hjul, for selvom de to dele har en god aerodynamik, er det i sidste ende kroppen, som giver den største modstand. En aero-hjelm forbedrer aerodynamikken rundt om kroppen markant, så jeg måtte i gang med at læse diverse tests.

Mit valg faldt på Rudy Project Wingspan. I modsætning til de fleste andre hjelme er denne hjelm nemlig ikke kun testet med vinden kommende direkte forfra (hvor den heldigvis sjældent kommer fra) men også ved sidevind. Hjelmen er designet med en kort "hale" i forhold til andre aero-hjelme, hvilket tager højde for de forskellige positioner, som forskellige personer har på cyklen. Dette design skulle gøre det til en af de mest aerodynamiske hjelme på markedet. Der er forskellige konfigurationer af hjelmen, afhængig af hvor meget ventilation og hvor god aerodynamik der skal være, men selv i den mest åbne udgave med mest mulig ventilation (som anbefales til ironman-distancer) påståes det, at hjelmen er over fem minutter hurtigere end en traditionel hjelm over de 180 km...

Træningsstatus - tre uger til Challenge Copenhagen 2012

Træningen op mod Challenge Copenhagen har netop toppet med en 160 km cykeltur i går og 31 km løb i dag. Nu ser jeg frem mod hviledagen i morgen, hvor benene kan få ro. Der er knap tre uger til Challenge Copenhagen, og mens denne uge indeholder en del træningstimer, begynder nedtrapningen for alvor i næste uge.

Gårsdagens cykeltur blev "Djursland Rundt" - fra Aarhus over Randers, Grenå, Ebeltoft og hjem til Aarhus igen. Turen startede ikke alt for godt, da min sadelpind stille og roligt bevægede sig nedad. Efter mit bikefit i tirsdags var skruen til sadelpinden åbenbart ikke blevet spændt ordentligt, så da cyklen kom ud på nogle ujævne veje, begyndte sadelpinden at flytte sig. Jeg havde droppet at tage mit multi-tool med for ikke at slæbe rundt på "unødig" vægt i 160 km. Efter 25 km, hvor jeg var nået til Voldum, lykkedes det heldigvis at finde en venlig sjæl på en villavej, der stod og rodede med sin vinkelsliber. Han havde en umbraco nøgle, som jeg kunne låne til at spænde min sadelpind, så ham sendte jeg venlige tanker på resten af turen.

Jeg havde fundet ruten på GPSies.com, hvilket i øvrigt er et glimrende sted at finde ruter til at loade ind på sin GPS. Jeg kan lægge ruterne på mit Garmin Forerunner 910XT, som jeg bruger som cykelcomputer. Det har dog til tider nogle problemer med at vise ruten, hvor uret går ud - det er ikke godt nok, Garmin! Ruten var overordnet god nok - der var dog en lang strækning fra Randers til Grenå på en relativ smal vej med meget trafik, og så er det selvfølgelig altid træls at slutte af med modvind de sidste 30-40 km. Efter de 160 km stod den på 10 minutters off bike run, hvor man hopper direkte fra cyklen i løbeskoene for at mærke fornemmelsen i benene. Det gik glimrende - jeg var bare glad for at slippe for at sidde længere tid på sadlen...

Med hensyn til udstyret, så tjek i øvrigt lige afslutningen på bagbremse-kablet, som jeg fik lavet i Skive med hjælp fra min far. Det kan ikke laves meget pænere! Nu går kablet hele vejen rundt om spændeskruen, så der ikke er noget, der rager ud og giver øget vindmodstand :-). Bagbremsen er gemt under kranken for at gøre cyklen så aerodynamisk som mulig, men det gør den ikke ligefrem lettere at indstille. Hvis jeg f.eks. skal flytte på den højre bremseklods, kræver det, at jeg piller den store klinge af foran...

Nok om cykling... I dag begav jeg mig ud på min længste løbetur nogensinde. Det blev til godt 31 km med indlagte "pit-stops" efter 13 og 20 km. Det var hamrende varmt - solskin og 25 grader - så der var behov for noget væske, og jeg burde nok have lagt endnu flere pit-stops ind for at få fyldt væskedepoterne. Jeg glæder mig til Challenge Copenhagen, hvor der er depoter for hver 2 km på løberuten.

De første 13 km løb jeg i mine gamle sko, New Balance 1080, hvorefter jeg skiftede til race-skoene, Brooks Racer ST5, som jeg løb de sidste 18 km i. Jeg forsøgte at holde en gennemsnitstempo på ca. 5 min/km, hvilket lykkedes perfekt. Jeg har dog aldrig været så smadret efter en løbetur, så det skal nok blive spændende at prøve kræfter med det afsluttende marathon-løb til Challenge Copenhagen...

Retül Bikefit

I tirsdags var jeg i Viborg for at få foretaget et Retül Bikefit på min Argon 18 E-118. Det foregik ved Chris Fischer fra Multitesta. Chris er selv professionel triatlet og har gennemført flere ironmans, så han ved, hvad det handler om.

I et Retül Bikefit bliver kroppens bevægelser målt i 3D, og cyklen bliver derefter indstillet til den mest optimale position, som er et kompromis mellem lav vindmodstand og evnen til at træde med stor effekt. Der monteres otte elektroder på kroppen, som vist på billedet til højre. Herefter bliver afstanden og vinklerne målt i bevægelse.

Herunder ses en video af mit endelig fit.

Fittet gav kun anledning til få justeringer på min cykel. Sadlen blev sat 16 mm op og 8 mm frem. Jeg har haft lidt problemer med mellemkødet, når jeg har siddet længe i sadlen, så forhåbentlig bliver det bedre med den nye justering. Jeg får dog også mulighed for at teste en ISM sadel, som har en anden udformning end min nuværende Prologo og samtidig kan få mig lidt længere frem. Desuden foreslog Chris, at jeg kan træne i mine tri-bukser, som har mindre indlæg end almindelige cykelbukser, og dermed ikke maser de ædlere dele mere end højst nødvendigt...

Øvrige kommentarer fra Chris:

• Mine pedalarme er 175 mm lange, hvilket er lidt for langt. Derfor lukker jeg for meget sammen, når pedalerne er i deres øverste position.
• På sigt kan jeg godt tilpasse mig en lavere position i bøjlen ved at pille et afstandsstykke ud. Samtidig kan armpuderne godt rykkes lidt tættere sammen, så min position bliver endnu mere aerodynamisk.
• Mine Time RXS Carbon pedaler har jeg altid været godt tilfreds med, og jeg har argumenteret med, at de har godt med flex, så foden ikke er fuldstændig låst. Men eftersom jeg har en stort set perfekt fodstilling, kan jeg med fordel bruge nogle stive pedaler uden eller med meget lidt flex, så den fulde effekt går til fremdrift, og ikke spildes ved at pedalen flex'er.

Nedenfor kan rapporten med mine cykel-mål ses.

---

Personal Bicycle Fitting Report

Rider Information

MAKE/MODEL:
Argon 18

NAME:
Lasse Bæk

SIZE:
54

YEAR:
2012

STYLE:
Time Trial

NOTES:

STEM:
7 x 50

SPACER STACK:
0

CRANK LENGTH:
175

PEDALS:
Time RXS Carbon

SADDLE:
Prologo Nago Evo Tri 40

BARS:
Argon 18

MEASUREMENTS & ANGLES

	Saddle Height BB to center of saddle profile	761 mm		Handlebar Reach tip of saddle horiz to bar top	418 mm
				Handlebar Drop cen of saddle profile to bar top neg denotes bar below saddle	-194 mm
	Saddle Setback BB horiz to front tip of saddle neg denotes saddle behind BB	34 mm		Arm Pad Reach tip of saddle horiz to back of arm pad	405 mm
				Arm Pad Drop cen of saddle to arm pad top, neg denotes pad lower	-119 mm
	Arm Pad Stack BB BB vertical to top of arm pad	635 mm		Arm Pad Reach BB BB horiz to back of pad	439 mm
	Saddle Angle angle of saddle to horizon neg denotes nose down	-1 deg		Grip Reach tip of saddle horiz to front end of grip	734 mm
				Grip Drop cen of saddle to front end of grip, neg denotes grip lower	-87 mm
	Eff. Seat Tube Angle BB to center of saddle profile	82 deg		Arm Pad to Grip Reach back of arm pad horiz to front end of grip	329 mm
	Grip Angle angle to horizon pos denotes front end up	34 deg		BB to Grip Reach BB to front end of grip	767 mm
	Grip Width grip center to center	106 mm		Arm Pad Width arm pad center to center	251 mm
	Frame Stack	512 mm		Handlebar Stack	541 mm
	Frame Reach BB to center of headtube top	413 mm		Handlebar Reach BB to center of bar	452 mm

Et kig på ruterne til Challenge Copenhagen

Sidste weekend var jeg en tur i København for at se nærmere på ruterne til næste måneds Challenge Copenhagen. Jeg havde en rigtig fin tur, som desuden stod på besøg hos mine gode venner, som vartede mig op med kost og logi. Jeg havde min cykel med, så jeg kunne tage et par runder på cykelruten, som jeg efterhånden kender rimelig godt.

Cykelruten består af to runder på en 77 km rundstrækning i Nordsjælland plus 13 km ind og ud af København. Rundstrækningen er rimelig regulær - op ad Strandvejen i en lang lige strækning til Humlebæk, på tværs næsten helt til Hillerød, hvorefter ruten går sydpå, fra Lillerød i en lige strækning til Lyngby og Hellerup. Og så snupper man bare lige en runde mere...

Der er nogle få pukler på ruten, blandt andet Geels Bakke, som de professionelle cykelryttere skulle over en del gange ved sidste års VM i Danmark. På min tur om lørdagen blev jeg overhalet op ad en af puklerne, da en anden triatlet kom susende forbi... Det viste sig dog (heldigvis), at han lavede intervaltræning på bakkerne, så han slappede af på toppen. Det var Mikael Stær Nathan, som jeg fik en fin sludder med fra Lillerød til Hellerup. Han er en del af HF Triathlon (HF = Helle Frederiksen, dansk OL-triatlet) og trænes af hendes mand, Ben Powell, som er tidligere deltager ved VM på Hawaii og manden bag det nye triathlon-magasin i Danmark, Triatleten. Mikael er ikke en hvilken-som-helst triatlet, idet han vandt Challenge Aarhus i sin aldersgruppe (25-29) for en måneds tid siden og blev 13'er over-all - respekt! Til sammenligning var jeg næsten en time langsommere den dag...

Søndag var jeg forbi Amager Strandpark, hvor svømmeruten til Challenge Copenhagen er placeret. På trods af at ruten foregår i Østersøen, er vandet relativt roligt, da ruten foregår i lagunen mellem fastlandet og den kunstige ø, som danner rammen om Amager Strandpark - godt for en urutineret svømmer som mig.

Kilde: TriathlonHeroes.dk

Løberuten fik jeg ikke set så meget af. Jeg kørte blot forbi den, men den københavnske weekend-trafik kan snildt skræmme en jyde som mig væk, så den må jeg have til gode til august. Jeg ved dog, at det er en flad 5 km strækning, som løbes frem og tilbage otte gange - det skal nok blive sjovt for tilskuerne...

Én måned til Challenge Copenhagen

I dag er der præcis én måned til Challenge Copenhagen 2012. Det giver lidt kuldegysninger at tænke på, men samtidig føler jeg mig velforberedt. I morgen er sidste arbejdsdag inden 4½ ugers ferie, hvor der er fuld fokus på ironman-projektet.

Til weekenden tager jeg til København for at tage et kig på især cykelruten, som jeg har tænkt mig at tage et par runder på. Samtidig kan jeg få set den kommende skiftezone samt svømme- og løberuterne - det kan kun være en fordel at kende lidt til, hvad der venter mig til august. Og så kan jeg ligeså godt udnytte situationen til at besøge mine ø-venner - det glæder jeg mig til.

Selvom jeg nu har trænet i lang tid mod mit mål, har jeg ikke målt min hvile- og maxpuls, og jeg har dermed trænet lidt i blinde. I dag blev første forsøg i målingen af min maxpuls foretaget med hjælp fra min ven, Casper Lund Thomsen. Casper er fodboldtræner, så han er ikke vant til folk med så god en kondition... Spøg til side - der er selvfølgelig meget forskel på fodboldspillere og langdistance-atleter, så der måtte to forsøg til, før der kom et nogenlunde realistisk bud på min maxpuls - jeg har dog en plan om at teste mig selv under lidt andre forhold i næste uge.

Testen foregik på Casper's "hjemmebane" - en fodboldbane - hvilket jeg absolut ikke er vant til at løbe på. Jeg startede med en kort opvarmning, hvor jeg i bagklogskaben nok burde have fået pulsen lidt højere op. Derefter skulle jeg løbe ca. 650 meter i almindeligt tempo, 300 meter gradvist stigende til tæt på max, og til sidst 150 meter max. Problemet med dette forsøg var, at jeg ikke rigtig nåede min grænse. Eftersom jeg er vant til at løbe meget længere, nåede kroppen ikke at vænne sig til, at der skulle gives max gas stort set fra start. Pulsen nåede "kun" op i nærheden af de 180 bpm - det kunne ikke passe!

I andet forsøg efter en god lang pause løb jeg en lidt længere strækning i almindeligt tempo, lidt længere optrapning til max, og et afsluttende max på 2-300 meter. Denne gang gik det bedre med at nå max, som nåede op på 189 bpm, men jeg har dog en plan om at teste mig selv igen på en løbebane eller lignende med en længere opvarmning. Mon det så ikke kan lykkes at finde 5 bpm mere? Nedenfor kan pulsen under mine to forsøg ses - der kommer nok en update i den nærmeste fremtid.

I nat står den på hvilepuls-test, hvilket jeg også er rimelig spændt på, hvordan kommer til at udarte sig. Hvordan mon den graf kommer til at se ud?

To forsøg til at ramme maxpulsen. Jeg holdte en lang pause mellem forsøgene - derfor det drastiske fald i grafen.

Aalborg 1/4 ironman - Løbsberetning

Back on track! Efter det miserable stævne i Fredericia sidste weekend, stillede jeg i dag op til 1/4 ironman i Aalborg, og det gik straks meget bedre. I et fremragende vejr startede strabadserne kl. 13 med 950 meter svømning i Hasseris Kridtgrav - 18 grader varmt vand uden bølger.

Alle herrer startede på samme tid, og 130 svømmere mellem to bøjer med 10 meters afstand kan ikke undgå at give en hektisk start. Jeg måtte lige op at trække vejret et par ekstra gange efter ca. 100 meter, hvor vejrtrækningen stadig ikke var kommet på plads. Det lykkedes dog stille og roligt at komme i gang - til dels ved stort set ikke at bruge benene, så der er stadig lidt at arbejde på. Op af vandet efter ca. 22 minutter og ud på cyklen.

Det var en forholdsvis lang distance, der skulle løbes i skiftezonen, så da jeg kom op på cyklen, var pulsen på 173 bpm! Jeg havde en plan om at cykle med et gennemsnit omkring 155 bpm, og der er altså rigtig langt ned fra 173 bpm. Jeg kæmpede for ikke at presse for hårdt på cyklen, og dermed få pulsen ned, men det er svært, når kroppen føler et stort overskud til at give mere gas. Men jeg ville ikke lave samme fejl som i Fredericia sidste weekend, så jeg fokuserede rigtig meget på pulsen, og det lykkedes at presse gennemsnittet ned på 158 bpm, især på den sidste del af den 42 km lange cykelrute (som hvis man regner lidt på 1/4 gange 180 km burde have været 45 km). Gennemsnitsfarten måtte jeg "holde nede" på ca. 36 km/t...

Ud over pulsen fokuserede jeg også meget på mit væskeindtag under cyklingen. Solen bagte, og det var en rigtig varm dag, så jeg havde puttet en ekstra salt-tablet i energidrikken for ikke at dehydrere, og det lykkedes at kværne næsten 1,5 liter væske på cyklen - halvdelen energidrik, halvdelen vand. Desuden sørgede jeg for at drikke den sidste del af energidrikken 10 minutter inden overgangen til løb - endnu en af de ting, jeg lærte af sidste weekends stævne i Fredericia...

Løbeturen på 10,5 km var flad som en pandekage ned til Aalborgs havnefront - til gengæld var det hamrende varmt. Som altid startede jeg lidt hurtigt ud, men efter at have "sparet mig" under cyklingen, besluttede jeg at gi' gas på løbet. Efter 9 meget konsistente kilometer var kroppen ved at være opbrugt for kræfter, men det lykkedes mig at kæmpe mig de sidste 1,5 km til mål på godt 43 minutter for løbet og en samlet tid på 2:19:40 - glimrende! Det rakte til en 15. plads i min aldersklasse og en 21. plads over-all ud af omkring 125 gennemførende.

Der var god opbakning fra familien, som havde taget turen fra Billund og Skive til det nordjyske, og de kunne ud over mig også se min fætter Thomas Esbensen sætte en fremragende tid på 2:10:32 (5'er i aldersgruppen, 6'er over-all!). Det er altså vildt imponerende - han ender jo snart på podiet. Han skal bare lige ha' en tri-cykel, som han siger...

Tak for en god dag i Aalborg til familie, arrangører, vejrguder og selvfølgelig alle de frivillige - uden dem ingen tri-stævner.

DM Triathlon - Kort distance - Løbsberetning

Et DM er altid lidt specielt, og selvfølgelig vil man gerne gøre det godt til sådan et stævne. Men i går havde jeg en total off-day, og jeg skal vist være glad for, at jeg i det hele taget kom igennem.

For en gangs skyld var vejret glimrende. Vandet i Lillebælt var godt nok kun 14,1 grader varmt, men det var ikke desto mindre nok til at svømme fuld distance på 1.500 meter. Der skulle svømmes to omgange på en 750 meter rundstrækning, og det gik ganske fint med crawl hele vejen. Tiden blev 32:25 og første skifte gik også efter bogen.

Men så startede uheldene... Jeg kunne godt høre, at der var noget, der knirkede/susede/lavede en lyd ved cyklen. Var det cykelskoen, der knirkede? Eller fælgen der gik imod bremseklodsen? Svært at afgøre i blæsevejret. Cyklingen var en ud-hjem-rute, som skulle gennemkøres to gange - i alt 40 km. Lige inden første vendepunkt ved 10 km fandt jeg endelig ud af, hvad der var galt. Jeg punkterede på baghjulet (som en af de eneste i går), og det skyldtes, at dækket gik imod rammen i venstre side - total begynder-fejl! På triathlon-cykler er baghjulet indstillet, så det går tættest mulig på rammen for at være så aerodynamisk som mulig. Dette gøres med to justeringsskruer, hvor den ene åbenbart havde forrykket sig på min cykel, så hjulet blev trukket en lille smule skævt. Jeg havde selvfølgelig testet, at hjulet kørte fint rundt inden start, men så havde jeg pumpet hjulet ekstra op, hvilket selvfølgelig giver nogle større balloner på dækkene. Og så endte det altså med, at dækket kom til at gå imod rammen, hvilket varmer det kraftigt op, så slangen til sidst eksploderer. Se efter-billederne af dæk og ramme nedenfor.

Der stod tidligere Schwalbe på det dæk...

De to hvide områder er normalt ikke adskilt af en sort stribe...

Det er første gang, jeg punkterer under en konkurrence, hvor adrenalinen pumper, så jeg fumlede godt og grundig med slange-skiftet, som endte med at tage hele 12 minutter! Det skyldtes blandt andet, at jeg måtte skifte CO2-patron i pumpen, fordi den allerede var halv-tom (dumt), at jeg måtte justere hjulet, så det ikke gik imod nogle steder (dumt), og at jeg lige måtte have lidt ekstra luft i, da jeg endelig havde fået monteret hjulet (dumt).

Så var det løb kørt. Jeg gav max gas de sidste 30 km for at indhente noget af det fortabte, men det skulle vise sig at give bagslag. Andet skifte gik fint, men allerede efter nogle få hundrede meter af løbeturen krøllede min mave fuldstændig sammen. Jeg har formentlig givet for meget gas på cyklen for tæt på overgangen til løb, og desuden indtog jeg nok for meget energidrik til sidst på cykelruten. Det var meget frustrerende, da benene havde det glimrende, men maven ville ikke løsne op, så jeg måtte lunte med 6 min/km - så tager det en del tid at løbe 10 km.

Efter 4 km stoppede jeg op og fik en sludder med min fætter Thomas, som var med for at give moralsk opbakning (glimrende i øvrigt). Jeg havde mest af alt lyst til at udgå, men vi kom til at snakke om Rasmus Petræus, som gav op til Challenge Fuerteventura, hvilket han fortrød dagen derpå. Jeg luntede derfor videre med lav puls, friske ben, men en konstant sidestiks-fornemmelse. Efter 5,5 km kom Pernille Wallentin Bagge, som var med på træningslejren på Fuerteventura, op til mig. Hun tilbød, at jeg kunne "lægge mig på hjul", hvilket skulle vise sig at være en god idé. Hun skød en god fart, så det gjorde nas resten af vejen, men jeg hang på, og vi fik overhalet en masse, så hun faktisk endte på 9. pladsen i sin klasse - respekt!

Mit resultat er allerede gået i glemmebogen, og jeg ser nu frem til Aalborg Triathlon på søndag, hvor jeg stiller op på 1/4 ironman distancen i håbet om en bedre oplevelse end i går. Men man skal jo se på de positive ting i livet, og her er jeg da i hvert fald blevet en hel del erfaringer rigere i går hvad angår slange-skift og løbsstrategi. Op på hesten igen og videre - det var jo alligevel kun et B-stævne... :-)