Den 12. august 2012 gennemførte jeg Challenge Copenhagen - en fuld-distance ironman på 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,195 km løb - på 10 timer, 29 minutter og 2 sekunder.
Det var en helt fantastisk dag, hvor jeg fik masser af opbakning af mit helt eget personlige heppekor. Nu fortsætter drømmen om flere triathlon-eventyr...

torsdag den 12. april 2012

Træningslejr på Fuerteventura - del 3

Vi er i dag nået til endnu en hviledag ifølge forbundets træningsplan, men for mit vedkommende har den desværre stået på flere af den slags de seneste dage - muligvis på grund af en tåbelig begynderfejl. Nedenfor er et resume af de første dage af træningslejrens anden uge.

På lørdag er der Challenge Fuerteventura - en halv ironman - men min gennemførsel er tvivlsom...

Mandag


De friske og frejdige nyankomne deltagere på træningslejren og os slidte deltagere fra ugen forinden stod klar mandag morgen kl. 7.30 til morgenløb. Kroppen føltes egentlig ret god, men der skulle ikke løbes mange skridt, før kroppen var baldret igen. Vi kom dog rundt på en 5 km tur, men 5 minutter pr. kilometer føltes væsentlig hårdere end normalt.

Til middag var der svømning, hvor der nu var fyldt godt op i de fire baner, så Martin Jensen havde opgaver nok i at få folk til at svømme de rigtige teknik-øvelser.

Kl. 14 stod den på en "rolig" cykeltur, og den var da også rolig de første 35 km, hvorefter vi delte os i to grupper, hvor jeg totalt fejlvurderede kroppens friskhed og derfor endte med Morten Fenger og Martin Jensen på bjergtogt. Min krop havde det umådelig hårdt på den sidste stigning og den efterfølgende hjemtur.

I alt 4,5 timers træning efter weekendens to hviledage...

Tirsdag


Det var egentlig meningen, at vi skulle køre en lang cykeltur midt på formiddagen, men Thomas og jeg havde tilmeldt os en lektion med "løbe-specifik styrketræning" i motionscenteret, så vi havde besluttet os for selv at cykle en tur tirsdag morgen.

Men men men... da jeg vågnede tirsdag, havde jeg ondt i maven og var tung i hovedet, så Thomas blev sendt alene afsted på cykeltur. Jeg mødte op til styrketræningen, men måtte gå igen efter fem minutter, da jeg fik feber og måtte hjem på toilettet igen igen. Den efterfølgende åbenvandssvømning blev droppet, da kroppen var fuldstændig drænet for energi.

Maveproblemerne skyldtes eventuelt en madforgiftning - i hvert fald har jeg de første dage været en flittig gæst i salatbaren uden overvejelser omkring spansk køkkenhygiejne, herunder rengøring af grøntsager...

Onsdag


Formiddagens cykeltræning droppede jeg for at få det bedre, og eftersom kroppen var i bedring hoppede jeg i vandet ved middagstid til 1.500 meter rolig pool-svømning. Til gengæld stillede jeg ikke op til intervalløbetræningen kl. 16, da jeg tidligere på ugen havde dårlige erfaringer med at starte for hurtigt op efter en off-day.

Det skulle da også vise sig, at maven overhovedet ikke var i orden endnu, så størstedelen af aftenen blev brugt på tønden, og min plan om at træne godt igennem torsdag blev skrinlagt.

Torsdag


Som om jeg ikke har haft tilstrækkeligt hvile i denne uge, er der heller ikke blevet trænet i dag. Dog helt bevidst, for jeg har givet kroppen ro til at komme til hægterne igen. Den er i bedring, og jeg krydser fingre for, at det værste sygdoms-bøvl er overstået.

Efter at have rullet løberuten til på lørdag, blev der hentet startnumre til Challenge Fuerteventura. Jeg har ingen forventninger til min præstation i racet på grund af den elendige optakt, men jeg er selvfølgelig spændt på oplevelsen alligevel. Formentlig klarer jeg mig igennem svømningen, men jeg er spændt på om kroppen derefter er klar til en 90 km kuperet cykeltur, hvor vejrudsigten lover kraftig vind, og dernæst krydret med et halvmarathon. Nu får vi se - hold øje med startnummer 173...

Desuden har Thomas på det seneste underspillet sine planer. Lige pludselig er han top-motiveret for at gennemføre, så han velfortjent kan tømme buffeten for kager og is inden hjemturen til Danmark på søndag. Han har startnummer 225.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Træning




Træningsprogram




Konkurrencer