Og hvad er der ellers sket siden sidst?
Nyt ur - Garmin FR 910 XT
Jeg har anskaffet et nyt GPS-ur, som er beregnet til triathlon - et Garmin Forerunner 910 XT HRM. Mit tidligere ur - Garmin Forerunner 305 - har jeg været utrolig glad for. Jeg købte det før mit første halvmarathon i 2009, og det har været en fremragende træningsmakker, som I høj grad kan anbefales. Den relativ store klods under displayet ser umiddelbart voldsom ud, men det generer overhovedet ikke, når man bruger det. Men desværre kan man ikke svømme med 305'eren.
Det kan man med 910'eren! Og ikke nok med at det er vandtæt. Det har også et avanceret system til blandt andet at registrere hvor mange arm-tag, man tager i vandet, og det kan finde ud af at måle, hvor langt man svømmer både udendørs og i indendørs bassiner.
DC Rainmaker har lavet en omfattende test af Garmin FR 910 XT, hvor man kan læse mere om en masse detaljer ved uret.
Danisco Cup - 3. og 4. afdeling
Siden sidst har der også både været afviklet 3. og 4. afdeling af Danisco Cup. Ruterne gik henholdsvis rundt om Brabrand søen og ved Scandinavian Center i Aarhus midtby og var begge 10 km. Løbet rundt om Brabrand søen gik ikke just imponerende, hvor kroppen lukkede af efter omkring 7 km. Det gik noget bedre i søndags til 4. afdeling. I et fremragende løbevejr lykkedes det at holde et konstant tempo, som det ikke lykkedes at holde rundt om Brabrand søen.
Generelt er jeg begyndt at løbe længere og flere ture. Løbetræningen har været lidt forsømt i de seneste måneder, hvor der primært er fokuseret på svømningen og cykling på hjemmetræner. Men det er lykkedes at lægge nogle ekstra løbepas ind i programmet de seneste uger, blandt andet hjulpet frem af en af tri-vennerne, Morten Laustsen, som jeg har løbet nogle gode lange ture sammen med.
Update på cykelprojektet
Jeg er efterhånden ved at føle mig godt til rette på min nye tri cykel. På de første ture blev ryg og baller relativt hårdt belastet, men efter nogle finjusteringer er det blevet væsentlig bedre. Frempinden er lavet så smart, at den kan have en længde på enten 65 eller 95 mm, dvs. man kan forskyde styret 3 cm, jf. illustrationen til højre. Styret sad oprindeligt længst fremme, men det har jeg fået flyttet tilbage, hvilket har gjort det væsentlig mere behageligt at ligge i bøjlerne i "cockpittet".
Desuden er sadlen blevet rykket frem, sænket 7 mm og vinklet 5 mm ned, hvilket også har gjort den væsentlig bedre at sidde på.
Hjulene er endnu ikke ankommet. Baghjulet skulle dog være ankommet til Tyskland, men forhjulet mangler stadig, men forhåbentlig kommer det inden for de næste par uger.
Træningslejr på Fuerteventura
Sidst men ikke mindst er der nu under tre uger til turen går til Fuerteventura på to ugers træningslejr med Dansk Triathlon Forbund. Jeg glæder mig utrolig meget til at komme afsted, og jeg er ved at have de sidste detaljer på plads. Træningen går efter planen, og udstyret er på plads, så nu må det godt snart blive 1. april.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar