Den 12. august 2012 gennemførte jeg Challenge Copenhagen - en fuld-distance ironman på 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,195 km løb - på 10 timer, 29 minutter og 2 sekunder.
Det var en helt fantastisk dag, hvor jeg fik masser af opbakning af mit helt eget personlige heppekor. Nu fortsætter drømmen om flere triathlon-eventyr...

mandag den 2. januar 2012

Cykelprojekt 3: Komfort

Komforten på en cykel har meget at gøre med kroppens tre berøringsflader med cyklen - styret/bøjlen, sadlen og pedalerne. Når man skal cykle 180 km er det altafgørende at have en god komfort på cyklen. Derfor har jeg også brugt en del tid på at granske de tre komponenter.

Aero extensions


Selve styret på en tricykel er ikke så afgørende, da det kun bruges, når man bremser og svinger, og når man står op i pedalerne. Derimod er bøjlen en vigtigt komponent, da man ligger i den i størstedelen af tiden på cyklen. Nærmere bestemt er det de såkaldte extensions, som er vigtige. Det er rørene, som stikker ud på bøjlen, som man holder sine hænder på, og som samtidig har gearskiftene monteret i enden.

Der findes efterhånden mange udformninger på extensions. Især S-bends er blevet populære de seneste år, hvor rørene slår et lille knæk på midten men ellers er helt lige. De ser da også godt ud på cyklen og er umiddelbart de mest aerodynamiske, men komfortable er de ikke. Som en undersøgelse fra Bikesport Michigan viser, udsættes knoglerne i håndleddet for en unaturligt stilling med S-bends, som kan give en træthed i hele armen og i værste fald skader.

S-bend til venstre, ski-bend til højre
Foto: Bikesport Michigan
I stedet er ski-bends væsentlig mere komfortable. Her knækker rørene omkring 50 grader længst fremme, hvilket giver en sundere stilling for håndledene. Derfor har jeg besluttet, at min tricykel bliver monteret med denne type extensions - nærmere bestemt Zipp Vuka Ski extensions.

Sadel


Sadlen er ligeledes en vigtig komponent, når det gælder komfort. Det er svært at læse sig frem til, hvad en god sadel er. Det er forskelligt fra person til person, og det er derfor også en af de komponenter, som bør testes inden køb. Der findes dog test-udstyr, som kan hjælpe en i den rigtige retning.

Med en sadelmåling kan man prøve forskellige sadler og med en række elektroniske sensorer få dannet en grafisk model, der viser trykfordelingen på sadlen, som man kan se på billedet til højre. Se nærmere på Nicolai Norrids hjemmeside om sadelmåling.

Jeg har endnu ikke valgt en sadel, men et godt bud er Prologo Nago Evo Tri 40 TS, som er beregnet til triathlon. Den har bl.a. nogle skridsikre gummi-pads på spidsen, som forhinder at man glider frem på sadlen. Hvor godt, man synes om det, er en smagssag.

Pedaler


Den tredje kontaktflade med cyklen er pedalerne, som også findes i mange fabrikater. En af forskellene på modellerne er, hvor meget "flex" der er i pedalen, dvs. hvor meget foden kan dreje i pedalen uden at klikke ud. Det gælder om at finde en pedal med tilpas meget flex, men som samtidig ikke bliver for ustabil. En forkert justeret pedal - eller rettere klampen på skoen - kan give knæskader, især hvis der ikke er nok flex i pedalen. Og når man skal træde i 5-6 timer gælder det om, at fødderne og knæledene har de bedst mulige forhold.

Jeg kører med Time RXS på min racercykel, og denne pedal har jeg været rigtig godt tilfreds med. Den har en god kontaktflade med foden, og samtidig er det muligt at bevæge foden en del i pedalen uden at det føles ustabilt. Derfor fortsætter jeg også med Time RXS på min tricykel - denne gang i carbon-versionen.

Samlet vægt for extensions, sadel og pedaler bliver lige omkring 500 gram... :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Træning




Træningsprogram




Konkurrencer