Den 12. august 2012 gennemførte jeg Challenge Copenhagen - en fuld-distance ironman på 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,195 km løb - på 10 timer, 29 minutter og 2 sekunder.
Det var en helt fantastisk dag, hvor jeg fik masser af opbakning af mit helt eget personlige heppekor. Nu fortsætter drømmen om flere triathlon-eventyr...

tirsdag den 27. august 2013

Silkeborg Triathlon - Løbsberetning

I weekenden var der Silkeborg Triathlon, som jeg for første gang selv skulle prøve kræfter med på 1/4 ironman-distancen. De seneste to år har jeg deltaget på stafet-hold, men i år fik jeg hele fornøjelsen selv. De kalder det selv Danmarks Smukkeste Triathlon - og måske også Danmarks hårdeste. Der er ikke mange flade stykker på ruten. Ikke engang vandet i Almind Sø var helt roligt denne dag. TriHenning fangede mig igen i et af hans sjove video-indslag før racet med min klinisk rene cykel.


Jeg fik en rimelig dårlig start, da jeg fik en arm i hovedet efter få meter svømning. Jeg plejer ellers at tage en stor bue udenom slåskampene i starten. Efter yderligere 3-400 meter slugte jeg lidt af vandet, og da vi drejede om første bøje stod bølgerne ind i hovedet på mig. Ja piv piv... Jeg er bare ikke fan af det vand.

Heldigvis gik det lidt bedre på cyklen. De tidligere år har jeg kørt på min Giant racercykel på grund af den kuperede rute, men i år fik Argon 18'eren debut og den kørte trods alt hurtigere end de seneste to år, selvom der også var udfordringer på cyklen. To gange hoppede kæden af i forbindelse med skift til stor klinge, og jeg måtte også en tur ud i rabatten, da en traktor valgte at bakke ud og fylde i hele vejens bredde. Det var lidt op ad bakke - også i bogstaveligste forstand.

Løbet var også en hård omgang. Især bakkerne efter hhv. 1 og 9 km trækker for alvor tænder ud. Og når det samtidig var hamrende varmt, så blev det langt fra til nogen rekorder for mig. Jeg kom i mål i tiden 2:35:07, hvilket jeg med årets træningsindsats må være tilfreds med. TriHenning mente dog godt, jeg kunne ha' givet den lidt mere...


Vinder blev Peter Østergaard fra Odense i tiden 2:01:33 - det går tjept, men det gør det så sandelig også for min fætter Thomas Esbensen. Han bliver bedre og bedre og endte på en samlet 4. plads i tiden 2:10:27! Samtidig vandt han aldersklassen 24-39 år - det er kæmpe stort! Det er et stærkt felt, der stiller til start i Silkeborg, hvilket ikke gør det mindre stort, at han kan banke mange habile triathleter. Jeg er en meget stolt fætter.

Thomas Esbensen - 1. plads i aldersklassen 24-39 år ved Silkeborg Triathlon 2013

søndag den 18. august 2013

Randers Triathlon - Løbsberetning

Min træningsindsats har ikke været imponerende i år, men derfor kan man jo godt stille op til konkurrencer alligevel. I går var det Randers Triathlon, som bød på 1/10 ironman, og det skulle vise sig at blive en glimrende dag.

Svømningen foregik i et 50 meter indendørs bassin, hvor man måtte svømme med våddragt - så fås det ikke meget bedre for mit vedkommende. Svømningen gik også fint nok, selvom et par af de andre i min bane skiftede en del mellem crawl og brystsvømning, hvilket generede en smule. Jeg svømmede i bane med Martin Klein - god ven fra træningslejren på Mallorca tidligere på året. Vi svømmede stort set lige hurtigt - eller langsomt... Der var en relativ lang første skiftezone, så der var god tid til at få våddragten krænget ned over kroppen. Martin blev hægtet af i skiftet, da hans puls eksploderede. Det gjorde min egentlig også - da jeg hoppede på cyklen var den 178 bpm, men jeg kunne fortsætte resten af løbet med samme høje puls.

Cyklingen foregik på en relativ kuperet ud-hjem-rute. Der havde tidligere været en masse bøvl med at dirigere duathleterne, hvor min fætter Thomas Esbensen ærlig talt ikke var særlig tilfreds med hjemmeværnsfolkene, men jeg befandt mig heldigvis midt i feltet, så jeg kunne se, hvor de andre triathleter kørte hen.

Efter et hurtigt andet skifte var jeg lige ved at få krampe i min venstre lægmuskel, men det gik væk igen ved at løbe med korte skridt. Jeg fortsatte med omkring 4 min/km i de knap 5 kilometer, så jeg akkurat fik presset min samlede tid under 1 time - nærmere præcist 59 minutter og 45 sekunder. Det rakte til en 11. plads ud af 118 deltagere. Flemming Hebsgaard vandt i tiden 53:07 og en anden veteran John Albin blev 2'er - imponerende af de gamle gutter. Thomas vandt duathlon-konkurrencen, selvom han kørte for langt på cyklen - endnu et bevis på at han er vanvittig god til at løbe og cykle.

Efter stævnet mødtes vi ved Flemming Hebsgaard og fru Anne Mette i deres palads sammen med en masse andre tri-nørder (og påhæng) til grill og hygge. Det var en rigtig god afslutning på en god dag, og det kan nemt tænkes at blive til en tradition fremover.

Næste weekend gælder det Silkeborg Triathlon, hvor jeg stiller op på 1/4 ironman-distancen. Det er første gang, jeg skal køre stævnet selv. De seneste to år har jeg stillet op på stafet-hold, men i år får jeg selv fornøjelsen af det kuperede terræn, som Silkeborg byder på.

søndag den 11. august 2013

Thy til lands, til vands og i luften - Løbsberetning

Sidste weekend havde jeg fornøjelsen af at komme med på Team Shamrocks hold til adventure racet Thy til lands, til vands og i luften. Jeg vidste ærlig talt ikke rigtig, hvad jeg gik ind til, men det endte med at blive en ganske fin weekend alligevel.

Vi startede ud fredag aften med race briefing kl. 22 inden de rigtig hårde tog afsted på den lange master-distance, som startede ved midnatstid natten til lørdag. Vi boede i en "tipie" - dvs. et stort rundt telt, som Michael havde medbragt. Det gippede lidt i de tre øvrige Shamrock'ere, da master-folkene startede. De har tidligere været med på samme distance og havde i et øjeblik lysten igen. Men da det en time senere stod ned i stænger og lynede og tordnede, var de alligevel glade nok for at have tag over hovedet. Der måtte dog lige nogle barduner i teltet, så det ikke blæste væk, og vejret var stærkt medvirkende til, at det kun blev til 3-4 timers søvn på luftmadrassen.

Vækkeuret ringede kl. 5.20, og morgenmaden var min sædvanlige langdistance-triathlon-morgenmad med yoghurt og toastbrød. Det er en smule primitivt at skulle forberede alt i et telt, og skoven må også have fået en del gødning fra deltagernes toiletbesøg. Vi var 46 hold tilmeldt á 4 personer, så der var en del mennesker på startstregen kl. 7. Første del af løbet var et mini-orienteringsløb i Snedsted - først inde på Snedsted Skole og derefter i Snedsted by. Det var en sjov og god start på løbet, som primært handlede om at få alle holdene spredt.

Efter lidt startvanskeligheder lykkedes det at komme igennem de 8 poster, og så var vi ellers klar til en lang kamp i det vestjyske. Vi hoppede på MTB'en og fandt let de første poster. Post nr. 4 var den første alternative post - her skulle vi ned og gå omkring en halv kilometer i en å! Og så var tæerne ellers våde resten af dagen. Resten af dagen stod på kano-sejlads (hvor vi kun kæntrede to gange...), gummibåd, 4 meter udspring, svævebane, balancegang mellem to træer, svømning, et langt orienteringsløb og en masse mountainbike.

Morten havde det primære ansvar for kortet, og det styrede han rigtig fint - især under orienteringsløbet. Der var rigtig god stemning på holdet, og det er sikkert ikke sidste gang, jeg deltager i et adventure race. Resultatmæssigt endte vi 2/3 nede i feltet efter at have været i gang i 11 timer 22 minutter og 13 sekunder. At vi ventede over en time på en kano og havde tre punkteringer kunne ikke pille ved, at det var en god dag og et godt arrangeret race.

torsdag den 1. august 2013

Thy til lands, til vands og i luften

Hvad er det nu for noget, jeg har rodet mig ud i? For et par uger siden skrev min gode veninde Ditte Bredahl Nielsen til mig, om jeg ville træde til som 4. person i Team Shamrock til "Thy til lands, til vands og i luften". Jaja, sagde jeg bare uden egentlig at vide, hvad jeg sagde ja til. Det er første gang jeg for alvor stifter bekendskab med et adventure race, og racet i Thy består samlet set af 100 km aktivitet fordelt på forskellige discipliner, så jeg skal nok få min sag for.

Jeg har i dag for første gang mødt de tre mennesker, som jeg skal være på hold med om to dage - Michael Rønde, Morten Obel og Fiona Gráinne Slater. De virker til at være tre utrolig sympatiske personer, som går op i sporten uden at være fanatiske, men selvfølgelig med alt i udstyr - aldrig gå ned på udstyr. Jeg føler mig meget velkommen i teamet, og jeg håber at kunne leve op til forventningerne. Det bliver rigtig spændende at prøve kræfter med sporten, som er en del anderledes end det jeg er vant til.

Hvor triathlon er en høj-intensiv sport, som ofte går ud på at koble hjernen fra og give gas fra start til slut, køres et adventure race med en meget lavere intensitet, fordi man også skal orientere sig. Det minder mest af alt om et orienteringsløb, som ud over løb også indeholder diverse andre discipliner. "Thy til lands, til vands og i luften" består på Challenge-distancen, som vi stiller op på, samlet set af følgende aktiviteter fordelt over en masse skiftende pas:
  • 16 km løb
  • 65 km cykling
  • 8 km kanosejlads
  • 1-2 km sejlads
  • 6 km bike & run (2 personer cykler, 2 personer løber)
  • Vandaktivitet
  • Rebaktiviteter
Sammenlagt skal omkring 100 km forceres - hvis ellers man tager den rigtige vej... Vindertiden forventes at blive omkring 9 timer, så vi skal nok bruge lidt mere end det. Racet starter allerede kl. 7 lørdag morgen, så vi tjekker ind i et telt i morgen aften - det skal nok blive en fed oplevelse!

Morten, Fiona og Michael fra West Coast Explorer 2012. Foto: Martin Strunge.

onsdag den 10. juli 2013

Aalborg Triathlon - Løbsberetning

Søndag var det tid til et af årets triathlon-højdepunkter for mit vedkommende, da jeg stillede op til DM halv ironman i Aalborg. På trods af at jeg ikke har trænet så intensivt som sidste år, følte jeg mig klar til at gi' den en skalle. Målet var at komme under de (for mig) magiske 5 timer, og det skulle da også vise sig at blive en tæt kamp.

Stævnet startede allerede kl. 8, så jeg tog fra Aarhus kl. 5 - der er ikke mange biler på vejene på det tidspunkt. På parkeringspladsen i Aalborg mødte jeg Flemming Hebsgaard fra Mallorca-turen, som var regerende mester på kvart ironman-distancen i Aalborg. I år stillede han ligesom mig op på halv ironman-distancen. Ham kommer vi tilbage til.

Svømningen startede fra den modsatte ende af søen i forhold til sidste år. Jeg fulgtes med Rasmus Grønbæk Nielsen dertil - super-triathleten fra Herning, som ofte blander sig med eliten. Og da vi fandt ud af at svømmestarten gik et stykke ude i søen, fik vi efterhånden lidt travlt. Startskuddet lød og så pjaskede jeg ellers afsted. Som så ofte før kom svømningen aldrig rigtig til at køre. Til gengæld ved jeg til en anden gang, at jeg måske skal holde lidt igen med energidrikken inden start. I hvert fald skulle jeg bøvse adskillige gange, hvilket ikke er super praktisk, når man skal have vejrtrækningen til at køre under vand. Oppe af vandet efter ca. 43 minutter - der er plads til rigtig mange forbedringer.

Så gik det straks bedre på cyklen. Eller faktisk var det rigtig hårdt i starten, hvor pulsen hamrede afsted, og det ikke gik særlig hurtigt. Det føltes ikke som om, vinden var så kraftig, men alle andre havde samme fornemmelse, så lidt blæste det nok alligevel. Jeg pressede på på cyklen - kørte med en gennemsnitspuls på 160 bpm (7 slag højere end ved den hele ironman i København sidste år) og et snit på omkring 36 km/t, så 5-timers tiden var inden for rækkevidde inden det afsluttende halvmarathon. Endomondo kunne efterfølgende berette, at det var ny rekord for 50 miles (ca. 80 km) på cykel med en forbedring på godt 2 minutter. De keramiske lejer fra CeramicSpeed kan godt få lidt af æren... :-)

Det var rigtig varmt, så jeg havde sørget for at drikke en masse væske under cyklingen. Omkring 2 liter energidrik og 3 stk. gels på 2½ time. Det virkede også ganske fint de første par kilometer af løbet. Efter omkring 2,5 km var første vand-depot, hvor de havde nogle vandposer, som man selv skulle bide hul i. Det kæmpede jeg noget med, og straks satte en rimelig kraftig sidestik ind. Jeg løb videre, men tempoet faldt til over 5 min/km, og 5-timers tiden forduftede stille og roligt. Vi skulle løbe to runder af ca. 10,5 km, og på 2. runde gav jeg alt, hvad der var tilbage i kroppen. Det var desværre ikke nok, så jeg endte på 5 timer 2 minutter og 14 sekunder.

Det var lidt frustrerende at være så relativ tæt på, men det er trods alt omkring 18 minutter hurtigere end min hidtil hurtigste halv ironman tid sat til Challenge Aarhus sidste år. Jeg skal nok finde de 2 minutter og 15 sekunder et eller andet sted. Op på hesten igen. Og så er det lidt sjovt at se grafikken nedenfor, som viser mine mellemtider og placering igennem stævnet. Fra at ligge nr. 392 (ud af 414 mænd) efter svømningen, får jeg bevæget mig op gennem feltet og ender som nr. 207.


Hurtigste mand, Peter Østergaard fra Odense, kom i mål lige godt en time før mig, og så har vi Flemming Hebsgaard, som overhalede mig efter 13 km løb (og han var startet 40 minutter efter mig!). Han vandt selvfølgelig sin aldersklasse med en tid på 4:19:12 - imponerende af den gamle gut. Min fætter, Thomas Esbensen, stillede til start på kvart ironman-distancen, og han præsterede som altid og tangerede sin 6. plads fra 2012 med en tid på 2:14:10. Han kunne dog ikke følge med über-bikeren Martin Jensen, som vandt den kvarte ironman på 1:57:52, hvilket var hele 12 minutter hurtigere end nr. 2! Godt at se, at han er kommet over sine skader - han bliver spændende at følge fremover.

Triathlon-Danmark holder tilsyneladende også sommerferie. Der er i hvert fald først stævner igen i august, hvor jeg blandt andet har Randers Triathlon og Silkeborg Triathlon på programmet.

lørdag den 6. juli 2013

CeramicSpeed


Tid til et nørdet indlæg... I morgen er der Aalborg Triathlon, hvor jeg skal igennem en halv ironman. Jeg er klar, og det samme er min Argon 18 tricykel, som sidste weekend blev fuldt opgraderet med CeramicSpeed kuglelejer og nu ruller bedre end nogensinde.

CeramicSpeed laver de bedste letløbende keramiske kuglelejer på markedet og er anerkendt og vidt udbredt i det professionelle cykelfelt. Inden for cykelindustrien laver de kuglelejer til hjul, kranksæt og pulley hjul, som er de to tandhjul i bagskifteren på cyklen. Og nu er alle disse kuglelejer CeramicSpeed modeller på min Argon 18 E-118 tricykel med tilhørende HED Jet 69 FR hjulsæt. Og når jeg nu var i gang fik jeg også opgraderet min racercykel - Giant TCR Advanced med Spinergy Xaero Lite hjulsæt. Jep, jeg elsker mine cykler og nu kan de nærmest køre af sig selv...

Idéen med keramiske lejer er, at kuglerne i lejet er glattere, hårdere og lettere end normale stålkugler, hvilket reducerer friktionen i lejerne, hjælper på effektoverførslen og sikrer længere holdbarhed. Og et CeramicSpeed leje er sågar endnu bedre end andre keramiske lejer på markedet, i og med at kuglerne er mere runde og overfladen endnu glattere, så kvaliteten er helt i top. Man kan spare mellem 6 og 9 watt på at skifte fra stållejer til CeramicSpeed lejer. Og omregnet til tid giver det ca. 3 minutter over 90 km med 35 km/t. Det er da også værd at tage med.

Ud over kuglelejer til cykler laver CeramicSpeed også kuglelejer til motorsport og industrien. For nylig vandt de Elforsk prisen 2013 med et projekt om elbesparende kuglelejer, da der er store besparelser i at udskifte kuglelejer i industrien. Nu skal virksomhederne bare få øjnene op for CeramicSpeed - resultaterne taler sit tydelige sprog...


Aalborg Triathlon


Stævnet i morgen er samtidig DM i halv ironman, så det bliver et stærkt felt, der stiller op. Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at gå. Jeg har ikke trænet så intensivt i år, så nu må vi se, om jeg kan holde til 5 timers aktivitet. Svømning skal som altid bare overståes. Cyklingen bliver spændende - jeg skal helt sikkert ud og give gas, men jeg kan nok ikke lade være med at tænke en smule på det afsluttende halvmarathon. Løbeformen er sådan set fin nok, men jeg er spændt på, om jeg kan holde tempoet oppe efter de andre strabadser.

Startskuddet lyder allerede kl. 8 i morgen tidlig, så min morgen starter ved 4.30-tiden med det traditionelle morgenmåltid, som jeg skrev lidt om i forbindelse med sidste års Challenge Aarhus. Og eftersom det er et DM-stævne er der på en måde lidt mere pres på. Jeg har revance til gode fra sidste års DM kort distance i Frecericia, hvor ca. alt gik galt. Sådan kommer det ikke til at gå i morgen!

søndag den 23. juni 2013

Træningsstatus

Aalborg Triathlon nærmer sig med hastige skridt. Der er nu kun to uger til jeg stiller op på en halv ironman, så formen skal gerne til at indfinde sig. Jeg er sikker på, at jeg nok skal komme igennem, men jeg skulle også gerne have en god oplevelse ud af det.

Der er stadig rigtig meget arbejde og dermed masser af undskyldninger for ikke at træne. Men jeg er trods alt kommet lidt mere i gang - især på løbefronten. Det kom lidt som et chok for mig, at jeg havde så svært ved at løbe 10,5 km i Haderslev i slutningen af maj - også selvom det delvist skyldtes sygdom op til stævnet. Jeg har fået mange flere kilometer i benene siden, og weekendens 14 km forløb uden de større problemer. Nu mangler jeg bare noget fart, så jeg må have et par interval-pas ind i programmet.

Jeg har flere gange snakket om at lægge et træningsprogram op til den halve ironman, og jeg har et fint grundlag fra sidste års optræning til den fulde ironman-distance. Men det er aldrig blevet til noget, så træningen har været lidt tilfældig på det seneste. Svømningen har jeg kun holdt ved lige, så jeg ikke drukner. Og cyklen har også rullet lidt for få kilometer, men jeg kan vel bare bruge et af Flemming Hebsgaards mottoer - "kort og hårdt er bedre en langt og langsomt"...

I dag har der været Challenge Aarhus - en halv ironman, som jeg selv deltog i sidste år. I år var jeg med fra sidelinjen, og det kan jeg også anbefale andre at prøve, hvis deres motivation til triathlon ikke er, hvad den burde være. Det gipper i kroppen, når jeg oplever alle de mennesker, der kæmper på hver deres måde, og det giver mig lyst til at være med. Desuden giver det et godt grin, hvis man stiller sig der, hvor folk hopper, springer eller vælter af deres cykler ind mod anden skiftezone. Der er rigtig mange, som godt kan trænge til en lille smule træning i, hvordan de kommer af deres cykel. Og ja, jeg er også engang væltet i anden skiftezone, men jeg har efterhånden lært det... :-)

Træning




Træningsprogram




Konkurrencer