Den 12. august 2012 gennemførte jeg Challenge Copenhagen - en fuld-distance ironman på 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,195 km løb - på 10 timer, 29 minutter og 2 sekunder.
Det var en helt fantastisk dag, hvor jeg fik masser af opbakning af mit helt eget personlige heppekor. Nu fortsætter drømmen om flere triathlon-eventyr...

søndag den 23. juni 2013

Træningsstatus

Aalborg Triathlon nærmer sig med hastige skridt. Der er nu kun to uger til jeg stiller op på en halv ironman, så formen skal gerne til at indfinde sig. Jeg er sikker på, at jeg nok skal komme igennem, men jeg skulle også gerne have en god oplevelse ud af det.

Der er stadig rigtig meget arbejde og dermed masser af undskyldninger for ikke at træne. Men jeg er trods alt kommet lidt mere i gang - især på løbefronten. Det kom lidt som et chok for mig, at jeg havde så svært ved at løbe 10,5 km i Haderslev i slutningen af maj - også selvom det delvist skyldtes sygdom op til stævnet. Jeg har fået mange flere kilometer i benene siden, og weekendens 14 km forløb uden de større problemer. Nu mangler jeg bare noget fart, så jeg må have et par interval-pas ind i programmet.

Jeg har flere gange snakket om at lægge et træningsprogram op til den halve ironman, og jeg har et fint grundlag fra sidste års optræning til den fulde ironman-distance. Men det er aldrig blevet til noget, så træningen har været lidt tilfældig på det seneste. Svømningen har jeg kun holdt ved lige, så jeg ikke drukner. Og cyklen har også rullet lidt for få kilometer, men jeg kan vel bare bruge et af Flemming Hebsgaards mottoer - "kort og hårdt er bedre en langt og langsomt"...

I dag har der været Challenge Aarhus - en halv ironman, som jeg selv deltog i sidste år. I år var jeg med fra sidelinjen, og det kan jeg også anbefale andre at prøve, hvis deres motivation til triathlon ikke er, hvad den burde være. Det gipper i kroppen, når jeg oplever alle de mennesker, der kæmper på hver deres måde, og det giver mig lyst til at være med. Desuden giver det et godt grin, hvis man stiller sig der, hvor folk hopper, springer eller vælter af deres cykler ind mod anden skiftezone. Der er rigtig mange, som godt kan trænge til en lille smule træning i, hvordan de kommer af deres cykel. Og ja, jeg er også engang væltet i anden skiftezone, men jeg har efterhånden lært det... :-)

søndag den 16. juni 2013

Herning Triathlon

Efter et halv-skuffende Haderslev Triathlon i slutningen af maj, hvor jeg gik død på løbeturen, var jeg sidste weekend til Herning Triathlon, hvor distancen var 1/6 ironman, dvs. 650 meter svømning, 30 km cykling og 7 km løb. Over 200 triathleter stillede op, så triathlon må efterhånden siges at være blevet en folkefest.

Træningen efter Haderslev Triathlon har ikke just været prangende. Prioriteringen har i år været anderledes end sidste år, hvor der var en hel ironman på programmet. I år er der "kun" en halv ironman i Aalborg d. 7. juli samt diverse andre kortere stævner, og det har åbenbart ikke været nok til at prioritere triathlon-træningen op. I stedet har jeg brugt voldsom meget tid på mit arbejde den seneste tid, så det bliver nok heller ikke i år, jeg kommer til at stå øverst på skamlen til en tri-konkurrence... :-)

Men selvom man ikke er en top-triathlet, kan man jo godt have sit udstyr i orden, og det fandt triHenning også ud af. Han fangede mig både før og efter Herning Triathlon til en lille snak.



Tjaa... det gik vel sådan set ganske fint. Jeg var to minutter hurtigere end året før og kom i mål på 1 time 33 minutter og 17 sekunder. Jeg var dog kommet i super-heatet med blandt andre prof-triathlet Michelle Vesterby og fætter Thomas, så dem kunne jeg ikke hænge på.

Selvom jeg egentlig svømmede okay, var jeg en af de sidste oppe af vandet i det ca. 40 mand store heat. Og det blev bestemt ikke bedre i første skiftezone. Jeg havde som så ofte før mit GPS-ur oppe i badehætten under svømningen, men i Herning skulle vi smide hætten, da vi kom op af vandet, så pludselig løb jeg med et GPS-ur i den ene hånd og et par svømmebriller i den anden. Så er det ikke nemt at komme af en våddragt. Samtidig fik jeg fjumret så meget med uret, at det stod på "Løb" da jeg skulle til at cykle. Dum fejl, som jeg heldigvis også lærer lidt af.

Cyklingen gik derudaf med godt 37 km/t i gennemsnit. Men eftersom det var super-heatet, var der langt mellem overhalingerne, og det blev ikke bedre, da jeg kom i løbeskoene. Jeg kom til at løbe stort set alene på den 7 km lange rundstrækning, og selv på en over 1 km lang lige strækning med frit udsyn, kunne jeg ingen se foran mig, hvilket var rimelig demotiverende. Men jeg gjorde, hvad jeg kunne, og det rakte til en 41. plads blandt de 211 gennemførte.

Fætter Thomas blev 8'er i det stærke felt - blandt andet takket være dagens bedste løbetid - respekt! Det blev også til et glædeligt gensyn med Trine Gindeskov Andersen - super-cykelrytteren fra Mallorca - som nappede 3. pladsen i kvinde-feltet (garanteret fordi hun lånte min våddragt). Alt i alt en rigtig fin dag i Herning.

Resultater fra Herning Triathlon - 1/6 ironman

I Haderslev blev jeg nr. 68 ud af 276 deltagere i tiden 2 timer 27 minutter og 2 sekunder, samt nr. 48 ud af 125 i min AgeGroup (18-39 år). Alt andet end løbet gik fint, men 48 minutter og 34 sekunder for 10,5 km løb, kan jeg ikke være tilfreds med. Det skyldtes dog formentlig de to uger op til stævnet, hvor jeg havde været halv-syg, så det var måske, hvad jeg kunne forvente. Pyt - jeg skal nok komme til at løbe stærkt igen.

Resultater fra Haderslev Triathlon - 1/4 ironman

Træning




Træningsprogram




Konkurrencer