Cykelprojekt 2: Hjul

HED. Jet 6 FR forhjul

Glædelig (h)jul. Det er jo oplagt i denne højtid med et indlæg, der omhandler hjul. Hjulene er en af de vigtigste komponenter på cyklen, da både nav og fælg har en stor indvirkning på, hvor godt cyklen ruller. Navet, fordi kuglelejerne bliver udsat for en hård belastning og de samtidig skal rulle så gnidningsfrit som muligt, og fælgen, fordi aerodynamikken bliver påvirket af fælgens profil m.m.

Der er rigtig mange producenter på hjul-markedet, som hver især taler for netop deres hjulsæt. Hvilke hjulsæt, der er bedst, afhænger også meget af rytterens kropsmål og proportioner, vejrforhold, og hvilket terræn der skal forceres. Overordnet er fælge med højere profil mere sidevindsfølsomme end fælge med en lav profil. Til gengæld er aerodynamikken bedre jo højere profil, der benyttes.

Den ultimative høje fælgprofil er pladehjulet, som har den mindste vindmodstand, men de er logisk nok meget svære at styre når det blæser - især for lette ryttere. Mange triathleter sværger til pladehjul på baghjulet og en relativ høj fælgprofil på forhjulet - selv under danske vejrforhold, som ofte er meget blæsende. Men det kræver efter min bedste overbevisning en kampvægt noget højere end min for at styre det.

I stedet for at opremse en masse forskellige hjulsæt og deres fordele og ulemper, vil jeg beskrive mit valg og begrundelserne herfor. Valget er faldet på 2012-modellen af HED. Jet Flamme Rouge (FR) serien. Forhjulet med en profil på 6 cm - HED. Jet 6 FR - og baghjulet med en 9 cm profil - HED. Jet 9 FR.

HED. Jet 9 FR baghjul

Udover at være et fantastisk flot hjulsæt, har de nogle rigtig gode egenskaber, og højden på profilen er udvalgt på baggrund af min vægt.

Profilen på fælgen er fremstillet, så den ikke er så følsom overfor sidevind, da den er mere rund i toppen end andre hjulsæt. Det gør samtidig hjulet hurtigere.

Fælgens bredde er på 23 mm, hvilket er forholdsvist højt for denne type hjulsæt, men dette giver hjulet mindre rullemodstand og mere "grip" i sving. Desuden giver bredere fælge også en bedre aerodynamik, da vinden lettere "suser rundt" om hjulet.

Hjulsættet er til dæk og slange, da de ikke har så stor rullemodstand som lukkede ringe. Dækkene bliver Continental Grand Prix 4000S, som er et af de mest punkterings-resistente på markedet i øjeblikket.

HED. hjulsæt har allerede bevist sit værd, da Tony Martin for nylig blev verdensmester i enkeltstart på hjul fra denne producent, så nu er det op til mig at leve op til det gode omdømme.

Cykelprojekt 1: Geargruppe

Da jeg skulle sammensætte min nye tri-cykel, brugte jeg en del tid på at studere geargrupper, som består af for- og bagskifter, kranksæt, kæde, klinger, kassette og bremser. Der findes tre store producenter af geargrupper på verdensplan; Shimano, SRAM og Campagnolo. Indenfor triathlon-verdenen er det dog stort set kun Shimano og SRAM der gør sig gældende.

Indenfor de seneste år har Shimano introduceret elektronisk gearskifte i deres dyreste geargruppe, kaldet Dura Ace DI2. Det er et avanceret system, som kan finde ud af at finjustere sig selv, så det hele tiden kører mest optimalt. Geargruppen bliver brugt af de fleste professionelle cykelhold på ProTour-niveau - også til deres enkeltstartscykler. Geargruppen har fået rigtig god kritik, og der er kun én ulempe ved den - prisen...

For nyligt er der kommet et mere prisvenligt alternativ indenfor de elektroniske geargrupper, nemlig en elektronisk udgave af Shimanos næst-højeste geargruppe - Ultegra DI2. Erfaringerne fra Dura Ace DI2 er taget med videre, og den største forskel mellem Dura Ace og Ultegra er vægten. Gearskift på enkeltstarts- eller triathloncykler foregår i enden af bøjlen, hvor man ligger det meste af tiden, med såkaldte satellit-skiftere, hvormed den gode aerodynamik kan bevares. Desværre fås der endnu ikke satellit-skiftere til Ultegra DI2, og Dura Ace DI2's skiftere er ikke kompatible med Ultegra DI2, så dermed er denne geargruppe udelukket.

I stedet skal vi have fat i de kablede modeller, som også stadig er flittigt brugt. Campagnolo er først for nyligt kommet med en elektronisk udgave af deres geargruppe, og SRAM har kun kablede udgaver i deres program. Der er kun små forskelle mellem top-udgaverne af de kablede modeller - Shimano Dura Ace og SRAM Red. Mens SRAM Red har en lidt lavere vægt end Shimano Dura Ace, skifter Dura Ace så vidt vides en smule lettere end SRAM Red. Det er dog ude på marginalerne, så der må kigges på andre detaljer ved de to geargrupper. Valget faldt i sidste ende på SRAM Red - se her hvorfor:

SRAM Red fås med nogle specielle satellit-skiftere, som ses på billedet til venstre - R2C Aero. R2C står for "Return to Center" og betyder at skifte-palerne altid vender tilbage til udgangspositionen, når man har foretaget et gearskift, og dermed også altid peger lige frem. Normale skiftere skubbes op og ned uden at vende tilbage til udgangspositionen, så de peger i potentielt vidt forskellige retninger, hvilket håndstillingen også skal indrette sig efter. Dette slipper man for med R2C Aero skifterne, så man i stedet for kan koncentrere sig om at køre stærkt. Skifterne er ligesom de fleste andre dele af geargruppen i carbon, og vægten for hele geargruppen kan derfor holdes nede under 2 kg.

Øvrige specifikationer og detaljer om geargruppen:

• Kranksættet bliver monteret med specielle tri-klinger, som kan ses på billedet til højre. Klingerne er stærkere og stivere, samt mere aerodynamiske end almindelige klinger og bliver med henholdsvis 54 og 42 tænder. Desuden ser de hammer godt ud!
• Den bagerste kassette er en 10-speed kassette, dvs. med ti kranse, som spænder fra 11 til 23 tænder. 
• Bagskifteren kommer med keramik lejer i pull-hjulene og titanium parallelogram, som er de elementer kæden kører imellem. 
• Ligeledes er krankboksen med keramik lejer.

Alt i alt en sublim geargruppe, som samtidig fås i en helt sort udgave - SRAM Red Black. Du kan se den komplette geargruppe nedenfor, dog med almindelige klinger - den kommer til at se fremragende ud på den nye cykel.

Et dumt cykelprojekt?

Rasmus Henning - Ironman Hawaii 2011

Som del af en ironman skal 180 km cykling forceres, hvor man ene mand må bryde vinden uden at ligge på hjul af andre. Netop derfor kører langt de fleste triathleter på specialcykler, hvor de nærmest ligger hen over styret, bl.a. som Rasmus Henning på billedet til venstre. Dette gøres dels for at opnå lav vindmodstand og dels for at "slappe af" under de 5-6 timer i sadlen.

Cykler er og bliver min helt store passion. Jeg bruger rigtig lang tid på at passe og pleje mine cykler - rimelig nørdet, ja - men jeg kan ikke komme på noget, der er mere afstressende.

Og selvom det formentlig kun er de færreste, der kan se fornuften i det, har jeg besluttet at investere i endnu en cykel til mit ironman-projekt. Det er en stor udfordring, en stor drøm, og noget jeg virkelig kæmper for, så for mig giver det mening. Man lever kun én gang, så det er nu eller aldrig.

I stedet for at afsløre alt om den kommende cykel (som i øvrigt ikke er en Specialized som Rasmus Henning's), vil jeg i de kommende uger lidt efter lidt afsløre udstyret, som er nøje udvalgt. Jeg har brugt adskillige timer på at studere alle mulige små detaljer, så glæd jer til lidt nørderi om geargrupper, hjul, styr, m.m. :-)

I øvrigt vil jeg gerne takke for jeres opbakning. Det betyder rigtig meget, at så mange er interesserede i mit projekt - det er jeg både stolt og beæret over, og det gør mig ekstra motiveret for at leve min drøm ud.

Bordrup Cross Duathlon og test af svømmeudstyr

I går blev der afholdt Bordrup Cross Duathlon på en rigtig kold dag med regn, hagl og blæst. På forhånd var der lagt op til en lille tur på 3 x 2 km løb, mens min makker Morten Bo Overgaard Pedersen skulle forcere 2 x 7 km på mountainbike. Men arrangørerne havde regnet en smule galt, så det i stedet blev til ruter på henholdsvis 2,5 km løb og 12 km mountainbike. Og eftersom ruterne var rimelig kuperede, blev det en lang og hård dag, som dog alt i alt var en god oplevelse. Jeg var afsted sammen med min kammerat, Tonny Petterson, som klarede hele distancen selv - respekt! Desuden deltog min fætter, Thomas Esbensen, sammen med en kollega, Stephan Schönrock, så vi havde en lille intern konkurrence på stafet-distancen.

Jeg startede med at løbe de 2,5 km i 5. hurtigste tid på 10:13 - tre af personerne foran mig var dog tilmeldt den korte distance, som bestod af 2 x 2,5 km løb og 1 x 12 km mountainbike. Kun min fætter var hurtigere end mig på den lange distance, så hans stafet-hold kom ud med et ca. 20 sekunders forspring på den første mountainbike-tur. De 12 km mountainbike gjorde, at Thomas og jeg måtte vente i ca. 45 minutter på henholdsvis anden og tredje løbetur, så vores kroppe kunne nå at blive kølet godt og grundigt ned inden de skulle i gang igen.

Morten kørte en fin første tur på mountainbiken ca. to minutter hurtigere end Stephan, så mit team var godt 1½ minut foran dem inden den anden løbetur. Thomas hentede dog en hel del ind på mig inden den sidste mountainbike-tur, hvor vores forspring var mindsket til omkring et minut. Og desværre gik Morten fuldstændig død på den sidste mountainbike-tur, hvor han satte over fire minutter til i forhold til Stephan. Dermed var slaget allerede tabt, og så var det underordnet, at Thomas satte mig til vægs med yderligere 40 sekunder på den afsluttende løbetur.

Samlet set rakte vores præstation til en 2. plads på stafet-distancen ud af fire startende, hvor Thomas og Stephan løb med sejren. Hvis de individuelle deltagere også bliver talt med blev vi nr. 10, mens Thomas og Stephan blev nr. 5. Værd at bemærke er det også, at Tonny kørte et fremragende løb og blev nr. 7 samlet, blandt andet på baggrund af en rigtig flot første tur på mountainbike på 36 minutter rent! Alt i alt en fin dag på trods af vejret - og endnu et fint arrangement af Multiatleterne!

Resultater fra Bordrup Cross Duathlon - vælg "Lang" rute.

Test af svømmeudstyr

Dagen forinden var jeg i Herning for at teste diverse svømmeudstyr sammen med min fætter. Det startede ud med en test af min ny-indkøbte Nineteen Frequency våddragt, som jeg håbede ville gøre underværker i vandet. Og det gjorde den! Det var en fornøjelse at svømme med den. Benene kom lige pludselig op i overfladen, og jeg kom dermed til at ligge markant bedre i vandet. Neoprenen, som våddragten er lavet af, består af en masse små luftceller, som giver hele kroppen opdrift. Derved kommer man til at ligge højere og mere vandret, så modstanden mindskes, hvilket samtidig gør, at man ikke skal bruge så mange kræfter på at svømme. Uden at overanstrenge mig kom tiderne på 25 meter lige pludselig ned på omkring 25 sekunder, altså 1 m/s. Dermed må de 3.800 meter, som skal forceres i august næste år, jo kunne gennemføres på 3.800 sekunder, svarende til en time og tre minutter... Ahh, det er nok alligevel lige optimistisk nok... :-)

Men det gør da bestemt, at jeg er fortrøstningsfuld overfor mit store mål igen. Desværre er det ikke godt for våddragten ofte at blive brugt i klorvand, da klor opløser neopren, så jeg må tage alternative metoder i brug for at få samme fornemmelse i vandet som med våddragten. Her er et par små svømmefødder, de såkaldte zoomers, et rigtigt godt bud. Zoomers er en del kortere end traditionelle svømmefødder, og dermed skal man stadig arbejde for at komme fremad. Til gengæld hjælper de på at få benene op, så man ligger mere vandret, og dermed kan de give lidt af den samme fornemmelse som våddragten. Finger paddles, som er en lille plade, man sætter på hånden for at få en lidt større håndflade, var også en positiv oplevelse. De giver en smule ekstra træk i vandet, så man får trænet armene mere - dog skal man passe på ikke at bruge dem for meget, da de samtidig belaster skuldrene.

De sidste to slags svømmeudstyr, som blev testet, var en pull-buoy og en center-snorkel. Pull-buoy'en er en flamingo- eller plastik-anordning, som ligner et 8-tal til at sætte mellem benene. Den skulle ligesom svømmefødderne give ekstra opdrift i benene, men det lykkedes mig aldrig rigtig at få den rette effekt ud af den. Det samme gjaldt snorklen, som kræver en del tilvænning. Det er unaturligt at trække vejret gennem et plastikrør, og derfor gør mine instinkter, at jeg hellere trækker vejret gennem næsen, men den havde jeg heldigvis en næseklemme på, så jeg ikke kom til at sluge en masse vand denne vej igennem. Det blev derfor heller aldrig så afslappende, som jeg havde håbet på, at svømme med snorkel.

Min subjektive konklusion må blive, at zoomers og finger paddles bestemt kan anbefales. Zoomers giver lidt den samme effekt som en våddragt, så det tror jeg bliver en del af mit træningsudstyr fremover. Men jeg glæder mig allerede nu til at få min våddragt på igen - den er altså en smule magisk. At den så er rimelig besværlig at få af og på er en anden sag... :-)