Den 12. august 2012 gennemførte jeg Challenge Copenhagen - en fuld-distance ironman på 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,195 km løb - på 10 timer, 29 minutter og 2 sekunder.
Det var en helt fantastisk dag, hvor jeg fik masser af opbakning af mit helt eget personlige heppekor. Nu fortsætter drømmen om flere triathlon-eventyr...

søndag den 28. august 2011

Race beretning fra Silkeborg Triathlon


Det blev til en 3. plads på stafet-distancen i et rigtigt stærkt felt, da der i dag blev afholdt Silkeborg Triathlon. Et glimrende resultat, som udover en tur på skamlen også gav et gavekort på 300,- til Bones.

Løbet startede med 950 m svømning, som Morten Østerby Andreasen klarede på 13:38. Han kom op af vandet som nr. 9 i et felt på 379 deltagere! Fantastisk svømning kun godt ét minut efter de bedste - bl.a. prof-triathlet Martin Jensen.

Efter et fint skifte, hvor chippen skulle fra Mortens til mit ben, kom jeg ud på cykelruten, som starter lige på og hårdt med masser af bakker. Samtidig var der en kraftig modvind, så gennemsnitsfarten efter 5 km var helt nede på 28 km/t! Halvvejs var gennemsnitsfarten kommet op på knap 32 km/t, men der var stadig lang vej til at indfri forventningerne. Men takket være en god slutspurt lykkedes det akkurat at presse tiden under 1:20, bl.a. ved hjælp af et par bakker nedad, hvor farten rundede de 60 km/t - 1:19:59 blev tiden ifølge GPS uret, men så var ruten også lige 800 m længere end de forventede 45 km (se udtrækket fra Endomondo nedenfor). Inkl. løb ud og ind af skiftezonen blev tiden 1:20:58 - en placering som nr. 43 ud af de 379 deltagere.

Efter cyklingen lå vi nr. 6 i stafet-klassen. 2. skifte blev til gengæld overstået på kun 24,4 sekunder - hurtigste tid af alle - og afsted med Thomas på de 10,5 km løb. Jeg havde sat pres på ham med en tid under 40 minutter, og selvfølgelig leverede han varen. På den meget kuperede rute løb han på 39:24 - 6. hurtigste tid af alle og en gennemsnitsfart omkring de 16 km/t! Helt fantastisk! Han løber lige op med prof-triathleten Martin Jensen, og samtidig lykkes det ham at overhale 3 stafet-hold, så vi ender på en samlet 3. plads i stafet-klassen og på en 12. plads, hvis man tager de individuelle med!

Sluttiden blev 2:15:07, og vi slår dermed sidste års vindertid med over 3 minutter! Men på en dag hvor konkurrencen virkelig var hård, rakte det altså "kun" til en 3. plads. Vinderholdet fra Team Triathlon Herning (bl.a. med en tidligere vinder af Copenhagen Marathon på løbet) vandt i tiden 2:10:30, mens Martin Jensen vandt den individuelle konkurrence i tiden 2:02:54!

Alt i alt et super resultat, som kun kom i hus takket være mine to med-deltagere. Tak for indsatsen Morten og Thomas - I gjorde det fantastisk!



Resultater fra Silkeborg Triathlon kan findes her. Vælg "Relay - 1/4 ironman" i stedet for "1/2 ironman" for at finde os.

tirsdag den 23. august 2011

Silkeborg Triathlon

I weekenden afholdes Silkeborg Triathlon, hvor jeg stiller op på et stafet-hold med Morten Østerby Andreasen (svømning) og Thomas Esbensen (løb).

Stafet-distancen er 1/4 ironman, dvs. 950 m svømning, 45 km cykling og 10,5 km løb. Både Morten og Thomas er fremragende atleter, så vi håber på et topresultat.

Morten er en af Team Triathlon Hernings bedste svømmere. Han svømmer de 950 m på omkring 13 minutter, så det er lidt af et scoop at få ham med på holdet.

Thomas (som er min fætter) er en fremragende løber. På trods af den kuperede rute i Silkeborg kan han formentlig løbe de 10,5 km på omkring 40 minutter, dvs. med en gennemsnitsfart på ca. 16 km/t!

Og så er der mig tilbage til at klare de 45 km cykling. Ruten er ligesom for løberuten meget kuperet, så det bliver svært at komme under 1:20, men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan. Formen er rimelig god i øjeblikket, og ruten burde ikke give problemer med mine 62 kg...

Sidste års vindertid på stafet-distancen var 2:18:17, så mon ikke også vi kan komme derned omkring - og så må vi se, hvad de 29 andre stafet-hold kan præstere.

mandag den 22. august 2011

Udfordringen...


Efter at have vundet en billet til Challenge Copenhagen 2012 ved Esbjerg Duathlon er planen at sammensætte et målrettet træningsprogram, så jeg kan stå klar d. 12. august 2012 i København. Det bliver en kæmpe udfordring, som jeg vil arbejde for at realisere.

Jeg har oprettet denne blog, så interesserede kan følge med i min træning og samtidig for at kunne poste interessante indlæg i relation til triathlon-sporten - motion, kost, udstyr, m.v.

Jeg glæder mig til at komme i gang med træningen!

Træning




Træningsprogram




Konkurrencer